Fra årsskiftet skal Falck ikke længere betale bod, når brandudrykningerne i Holbæk er forsinkede. I stedet skal der trækkes på medarbejderne i kommunens forebyggende beredskab, hvis der er problemer med bemandingen af førsteudrykningen. Og i Tølløse skal der fremover kunne rykkes ud med kun to mand.
Der har gennem længere tid været alvorlige problemer med bemandingen af brandudrykningerne i Holbæk og Tølløse, særligt i dagtimerne. Det har ført til stærkt forsinkede brandudrykninger – og til at Holbæk Kommune har truet med at opsige brandslukningskontrakten med Falck. Derfor blev der sidste år indført en særlig bestemmelse i brandslukningskontrakten om, at Falck skal betale en bod til Holbæk Kommune, når en brandudrykning ikke lever op til lovgivningens krav.
Den seneste tid har det nye Vestsjællands Brandvæsen – der officielt etableres fra årsskiftet – forhandlet med Falck om forlængelse af brandslukningskontrakterne for de ni brandstationer, som Falck driver for det kommende beredskab.
For stationerne i Korsør, Skælskør, Ruds Vedby og Snertinge har der stort set være enighed om, at de forlænges for 2016 på uændrede vilkår. Falck har dog ønsket, at bemandingen af førsteudrykningerne i Ruds Vedby og Snertinge blev reduceret fra 1+6 til 1+5 for at tage højde for problemer med at rekruttere nok brandfolk. Det ønske har Vestsjællands Brandvæsen imidlertid afvist.
Afviste videreførelse af ordning med bod
Der har været større problemer med en forlængelse af kontrakterne for brandstationerne i Holbæk, Tølløse, Mørkøv, Tuse Næs og Orø, der alle ligger i Holbæk Kommune.
På Orø og Tuse Næs samt i Mørkøv er der på samme vis som for de kommunale brandstationer i Vestsjællands Brandvæsen periodiske problemer med afgangstiderne. Men i Holbæk og Tølløse er der meget alvorlige problemer med både afgangstider og tilstrækkelig bemanding. Falck har afvist at forlænge brandslukningskontrakten, hvis den nuværende bodsbestemmelse fortsat skal indgå, men samtidig anerkender Vestsjællands Brandvæsen, at problemet ikke løses ved, at brandvæsenet hjemtager brandslukningsopgaven – for problemet bunder i manglende deltidsbrandfolk i dagtimerne, og det problem vil følge med, hvis brandslukningen skal udføres i kommunalt regi.
I stedet ser de to parter ud til at blive enige om, at Falck skal udarbejde en handlingsplan, som sikrer robustheden i beredskabet i Holbæk. På kortere sigt vil handleplanen indebære, at der trækkes på medarbejderne i kommunens forebyggende beredskab. Hver morgen skal Falcks stationsleder således gøre op, om der mangler folk til at bemande førsteudrykningen, og hvis det er tilfældet, bliver de fastansatte medarbejdere fra beredskabet flyttet til Falck-stationen eller til en adresse, der ligger indenfor 5 minutters kørsel fra stationen. Dermed vil de kunne indgå i udrykningen. Omkostningerne ved ordningen betales af Falck.
Udrykningen i Tølløse reduceres
Også i Tølløse er der en voldsom mangel på deltidsbrandfolk i dagtimerne. ”Også her kan problemerne føres tilbage til manglende fokus på udfordringen fra Falcks side, men også godt hjulpet på vej af, at der i en rapport fra Deloitte peges på lukning af stationen i Tølløse, da der er overlap i slukningsområderne fra Holbæk-, Mørkøv- og Hvalsø-stationerne”, konstaterer Vestsjællands Brandvæsen. Konsekvensen er, at der i Tølløse ofte kun kan stilles med to brandfolk i dagtimerne.
Ifølge Vestsjællands Brandvæsen kunne en nærliggende løsning være, at man simpelthen lukkede stationen i Tølløse. Men det vil give problemer med udrykningstiderne i den sydlige del af Holbæk Kommune, bl.a. i Undløse-området. I stedet arbejdes der nu med en alternativ løsning. Fremover skal der således gives mulighed for, at der rykkes ud med kun to mand, hvorved stationens tanksprøjte får status af en tankvogn. Der suppleres så med en fuldt bemandet tanksprøjte fra nærmeste nabostation, som typisk er Hvalsø, men også kan være Holbæk og Mørkøv. Falck skal betale for ekstraomkostningerne ved at den kommunale brandstation i Hvalsø indgår i udrykningerne.
Vestsjællands Brandvæsen vil også have en formaliseret aftale om samarbejde mellem brandvæsenet og Falck, hvor der skal indgå en løbende opfølgning på responstider m.v. for alle Falck-stationerne, opfølgning på handlingsplanen for Holbæk m.v.