Beredskab Øst – der kommer til at bestå af kommunerne Ballerup, Gentofte, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk – har indgået aftale med Falck om levering af brandslukningsydelsen for området i en fire-årig periode fra 1. januar 2016 med mulighed for forlængelse i to gange et år. De fem kommuner har i dag alle aftale med Falck om brandslukning.
Aftalen mellem kommunerne og Falck omfatter levering af et fuldtidsberedskab (døgnberedskab) på fem brandfolk på områdets fire brandstationer samt opretholdelse af deltidsberedskab på holdleder og fem brandfolk tilknyttet brandstationerne i Ballerup, Gladsaxe og Lyngby. Desuden omfatter aftalen leje og drift af brandstationer i Ballerup og Lyngby samt drift af de kommunale brandstationer i Gladsaxe og Gentofte.
Beredskab Øst vil fremadrettet selv varetage holdlederfunktionen på de døgnbemandende brandstationer, herunder varetagelse af øvelser og kompetenceudvikling. Endvidere stiller Beredskab Øst brandkøretøjer og materiel, alarmeringssystemer samt branddragter mv. til rådighed til løsning af brandslukningsopgaven.
Det nuværende serviceniveau på områdets brandstationer fastholdes.
Skal løse flere serviceopgaver
Foruden brandslukning og redningsopgaver mv. skal der fremadrettet løses en række serviceopgaver, som med etableringen af Beredskab Øst varetages for kommunerne. Serviceopgaverne skal varetages af døgnbemandede 1. udrykningsenheder, når der ikke er udrykning.
”Jeg glæder mig til det fremadrettede samarbejde, og over at vi har kunnet opnå fælles forståelse omkring det nye aftalegrundlag og den ændrede økonomiske ramme for kommunerne. Jeg ser frem til, at videreføre det gode og mangeårige samarbejde mellem kommunerne og Falck, i den nye kontekst”, siger beredskabschef Rasmus Storgaard.
”Jeg er meget glad for, at det mangeårige samarbejde om brandslukning kan fortsætte i de fem kommuner, der fremover repræsenteres ved Beredskab Øst. Det hidtidige samarbejde har været kendetegnet af en konstruktiv og løsningsorienteret tilgang til såvel den daglige drift som udvikling, der har resulteret i et effektivt brandberedskab, der har leveret en høj kvalitet. Jeg ser derfor frem til en fortsættelse og udvikling af samarbejdet, der lever op til såvel de nutidige som fremtidige krav til et effektivt redningsberedskab”, siger regionsdirektør Jørgen Mieritz fra Falck.