Falck skal betale en bod på 76.000 kr. til Greve Kommune, fordi 10 ud af 110 brandudrykninger i årets første kvartal ikke overholdt de krav til udrykningstid, som er fastsat i kontrakten mellem kommunen og Falck. Samtidig truer kommunen med at genoverveje kontrakten med Falck, hvis der ikke sker markante forbedringer inden sommerferien.
Det er en kvalitetsopfølgning på Falcks indsats i første kvartal af 2008, som viser, at Falck i 10 ud af 110 udrykninger er blevet noteret for at være for langsomme til at få brandkøretøjerne ud af garagen på brandstationen i Greve. I forhold til kommunekontrakten, der blandt andet omfatter sygetransport, har Falck desuden i fire ud af fem tilfælde ikke afrapporteret korrekt.
“Det ser vi selvfølgeligt alvorligt på. Brande udvikler sig hurtigt til store brande, der forvolder meget skade, og det er netop derfor, at byrådet i Greve har valgt, at der skal være øjeblikkelig udrykning fra stationen i Greve”, siger beredskabschef i Greve Kommune, Jan Funk Nielsen, til Dagbladet Roskilde.
Hos Falck beklager man forsinkelserne, der ifølge Hans Nielsen fra Falcks Region Sjælland skyldes de trafikale forhold omkring brandstationen. “I syv tilfælde er det køretøj nummer to, der er forsinket. Det skyldes, at det er bemandet af deltidsbrandfolk, der ikke er på stationen, men som bliver tilkaldt fra deres arbejdsplads. De trafikale forhold og vejarbejdet på motorvejen gør det svært for dem at nå til stationen hurtigt nok. Derfor vil vi nu forsøge at rekruttere deltidsbrandfolk, der bor tættere på stationen”, siger Hans Nielsen til Dagbladet Roskilde.
Hvis ikke der opnås markante forbedringer inden sommerferien, vil redningsberedskabet i Greve tage kontrakten med Falck op til genovervejelse.