Frivillige og deltidsbrandfolk skal løse skadeserviceopgaver for Falck

Tidligere på året vendte Falck tilbage til markedet for skadeservice med etableringen af Falck Skadeservice, som skal tage sig af opgaver i forbindelse med ekstremt vejr. Og Falck Skadeservice vil i stort omfang gøre brug af deltidsansatte medarbejdere, som blandt andet skal rekrutteres blandt deltidsbrandfolk og frivillige i redningsberedskabet.

Det karakteristiske ved storme og skybrud er, at de indtræffer forholdsvis sjældent – men så til gengæld kræver en massiv oprydningsindsats inden for et kort tidsrum. Det gør det svært for skadeserviceselskaberne at opretholde et beredskab, som har tilstrækkelig kapacitet til at klare de største indsatser, da det dyre beredskab skal være hvilende en stor del af året.

Falck Skadeservice har imidlertid valgt at holde omkostningerne nede ved at satse på timelønnede medarbejdere, som kun tilkaldes, når der er opgaver at løse. Falck er således i fuld gang med at rekruttere skadeservicemedarbejdere blandt redningskorpsets egne brandfolk, men Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk (LFDB), der organiserer Falcks deltidsbrandfolk, påpeger imidlertid, at brugen af deltidsbrandfolk til skadeserviceopgaver ikke er uproblematisk.

Blandt andet peger LFDB på, at 11-timers-reglen betyder, at deltidsbrandfolk, som har udført skadeserviceopgaver, skal have en hvileperiode på mindst 11 sammenhængende timer inden for hver periode på 24 timer – og dermed i nogle situationer ikke vil kunne rykke ud til brand. Desuden har LFDB over for sine medlemmer givet udtryk for, at man frygter, at den nye ordning kan svække brandberedskabet, fordi nogle af de brandfolk, som der i forvejen er mangel på, måske vil ende med at fravælge jobbet som deltidsbrandmand til fordel for skadeservicejobbet.

Brandfolks udførelse af skadeserviceopgaver vil ikke være omfattet af overenskomsten mellem LFDB og Falck.

Frivillige skal have accept hos beredskabschefen

Senest har Falck indgået en aftale med Beredskabsforbundet, som indebærer, at også frivillige i redningsberedskabet kan få et deltidsjob hos Falck.

Aftalen mellem Falck og Beredskabsforbundet slår dog også fast, at de frivillige først og fremmest skal stå til rådighed for deres eget redningsberedskab, men hvis beredskabet ikke har brug for de frivilliges assistance, så kan frivillige – efter aftale med den lokale beredskabschef – i stedet overgå til at udføre assistancer for Falck.

Annonce