Før sommerferien gennemførte Vejle Kommune en uvarslet prøvealarmering af Falck-stationen i Give, som står for brandslukningen i en del af Vejle Kommune. Prøvealarmeringen viste, at Falcks afgangstid var i overensstemmelse med kontrakten, men også at der manglende en brandmand på udrykningen – hvilket betød, at det ikke havde været muligt at indsætte røgdykkere med sikringshold, hvis der havde været tale om en reel alarm. Desuden manglede der en del materiel på stationens autosprøjte, som var et lånekøretøj.
Prøvealarmeringen blev gennemført i dagtimerne den 21. maj 2012, og formålet var at påse, om beredskabet hos Falck i Give lever op til den kontrakt, som er indgået mellem Vejle Kommune og Falck.
Afgangstid var i orden
Alarmen gik kl. 13:31:24 med en melding om bygningsbrand, og 13:35:44 afgik autosprøjten fra Falck-stationen i Give. Med en afgangstid på 04:20 minutter var kontraktkravet om en maksimal afgangstid for autosprøjten på 5 minutter således opfyldt. Tankvognen afgik efter 05:15 minutter.
Imidlertid var der problemer med bemandingen af de to slukningskøretøjer, da autosprøjten afgik med en holdleder og tre brandfolk, mens tankvognen var bemandet med en enkelt brandmand. Kontraktkravet er imidlertid, at der ved melding om bygningsbrand skal være en bemanding på holdleder og fem brandfolk. Den manglende brandmand betød, at det ved en reel alarm ikke ville have været muligt at indsætte et røgdykkerhold med sikringshold. Yderligere en brandmand ankom dog til Falck-stationen 14 minutter efter alarmeringen, men på det tidspunkt var køretøjerne afgået.
En stikprøvekontrol af de to køretøjers materiel viste også en række mangler på autosprøjten, som var et lånekøretøj. Den overtryksventilator, som skal medbringes, var således ikke flyttet over på lånesprøjten – og den var dermed ikke med på udrykningen. Overtryksventilatoren kan blandt andet bruges til at formindske varmebelastningen for røgdykkere, give hurtigere personeftersøgning og mindske varme- og røgskader på indbo og inventar.
Desuden manglede autosprøjten tre af de fire stiger, som kræves efter kontrakten med Vejle Kommune, og der blev kun medbragt 19 slanger, svarende til 285 meter, mod de krævede 60 slanger, svarende til 900 meter.
De forskellige mangler har fået Vejle Kommune til at anmode Falck om at sikre, at forholdene bringes i orden, herunder at der etableres de fornødne procedurer for at sikre, at lånekøretøjer oppakkes korrekt.
Falck: Vi er udfordret
Falcks brandchef i Region Syddanmark, Dorthe Rasmussen, skriver i et brev til Vejle Kommunes beredskabschef, Ole Borch, at der ikke i år har været andre tilfælde, hvor der har været for få folk på brandudrykningen i Give, men at Falck nu har iværksat forskellige tiltag for at sikre fuld bemanding i dagtimerne. Ifølge Dorthe Rasmussen er Falck dog udfordret af, at en brandmand er flyttet og af at en anden har fået ny arbejdsplads.
Dorthe Rasmussen forklarer endvidere, at det var en forglemmelse, at overtryksventilatoren ikke var blevet overflyttet til lånekøretøjet. De manglende stiger og slanger skyldes derimod mangel på plads. ”Jeg må indrømme, at vi generelt har en udfordring med at få plads nok på køretøjerne, svarende til de ret store oppakninger, der ses i dag. Især antallet af slanger er en udfordring. På kort sigt vil vi arbejde med at finde midlertidige løsninger, som kan afhjælpe problemet her og nu, bl.a. omhandlende mulighed for fastspænding af ekstra stiger. Derudover skal vi finde en tilfredsstillende løsning på længere sigt, og vi arbejder i den forbindelse frem mod indsættelsen af større lånekøretøjer”, skriver Falcks brandchef, der beklager, at prøvealarmeringen ikke levede op til de krav, som Vejle Kommune rettelig kan stille til Falck.