Falck overtager brandslukningen i Nakskov

Fra 1. januar 2008 skal Falck stå for brandslukningen i hele Lolland Kommune. Det indebærer, at Falck overtager brandslukningen i den tidligere Nakskov Kommune, hvor opgaven hidtil er blevet varetaget af det kommunale brandvæsen. Falck har i forvejen en brandstation i Nakskov, som har stået for brandslukning i tre mindre omegnskommuner. Der er tale om Falcks første nye brandslukningskontrakt efter kommunalreformen, som ellers indtil videre har været noget nær en katastrofe for redningskorpset, der har mistet brandslukningen i en række kommuner.

Lolland Kommune sendte tidligere på året brandslukningen i licitation, og det var et flertal i byrådet i Lolland Kommune, som torsdag aften besluttede at overlade al brandslukning i kommunen til Falck. Dermed skal Falck nu varetage al brandslukning på Lolland-Falster, hvor Falck i Lolland Kommune fortsat skal drive brandstationerne i Maribo og Rødby samt i Nakskov, hvor Falcks nuværende brandstation lægges sammen med den kommunale brandstation. Som led i den nye brandslukningsaftale skal der ske en omfattende udskiftning af materiel, ligesom bemandingen skal styrkes.

Falck har ellers tabt en lang række brandslukningskontrakter i forbindelse med kommunalreformen. Ved årsskiftet lukkede Falcks brandstationer i Asnæs og Fuglebjerg, og senest har Falck tabt en licitation i Hedensted Kommune til det kommunale Vejle Brandvæsen, og dermed må Falck lukke sine brandstationer i Tørring, Hornsyld og Klakring. Ringkøbing-Skjern Kommune har hidtil været den eneste kommune, hvor der er udsigt til, at Falck får en ny brandslukningskontrakt, idet kommunen lægger op til, at Falck skal overtage brandslukningen i Skjern – men her skal Falcks nuværende station i Tarm samtidig lukkes, og dermed vil gevinsten for Falck være begrænset.

Annonce