Med en enkelt stemmes flertal har byrådet i Birkerød vedtaget at overdrage brandslukningen til Falck. Hvornår Falck tager over er endnu uklart, idet der ikke er indgået en endelig kontrakt mellem Falck og kommunen – der skal bl.a. føres forhandlinger med brandvæsenets ansatte om vilkårene for deres eventuelle overgang til Falck-ansættelse.
Så sent som sidste år var brandvæsenets fremtid også på byrådets dagsorden, men en prissammenligning mellem brandvæsenet og Falck viste dengang, at brandvæsenet kunne løse opgaven billigst. Det ligger også fast, at Falcks tilbud på brandslukningen stadig ligger ca. 500.000 kr. over brandvæsenets pris. Men ifølge byrådets flertal har brandvæsenet ikke kunnet overholde det budget, som dengang blev opstillet, og en budgetoverskridelse på 300.000 kr. har truet.
Samtidig var der opstået problemer omkring opførelsen af en ny brandstation. Det har hele tiden været klart, at der skulle opføres en ny brandstation, idet den nuværende brandstation skal nedrives senest 1. august 2001 for at give plads til 50 ældreboliger. Men selv om der har været sat midler af til ny brandstation, er byggeriet gang på gang blevet udsat. Falck skal nu i løbet af godt et halvt år opføre en ny Falck-station på Kajerødskolens parkeringsplads.
Byrådets beslutning om en privatiseringen blev i øvrigt truffet under stor dramatik, idet de fire medlemmer af Venstres byrådsgruppe først samme eftermiddag som det afgørende byrådsmødet besluttede af støtte den konservative borgmester, Ove Alminde. Inden da var behandlingen af sagen blevet udsat fire gange, ifølge Ove Alminde fordi der skulle kigges nærmere på tallene.