Falck overtager ambulancekørslen i Gentofte

Falck overtager fra 1. juli Gentofte Brandvæsens ambulancetjeneste, og dermed bliver det Falck, som i hvert fald i et lille års tid skal stå for ambulancekørslen i Gentofte Kommune. Overtagelsen kommer efter, at Gentofte Kommune i sidste måned besluttede, at brandvæsenet ikke skulle byde på ambulancekørslen, der i øjeblikket er i udbud. Dermed var det i praksis besluttet, at ambulancetjenesten ville blive nedlagt i foråret 2009, og Gentofte Kommune stod i en umulig situation, hvor der var udsigt til, at ambulancemandskabet hurtigt ville søge over til andre ambulanceoperatører. Aftalen med Falck indebærer, at alle 22 ambulancebehandlere i Gentofte får tilbud om at fortsætte i Falck.

Der vil i første omgang være Falck-logo på ambulancerne i Gentofte fra 1. juli og frem til Region Hovedstadens ambulanceudbud er afsluttet og de nye kontrakter er trådt i kraft, hvilket ventes at ske i 2. kvartal 2009. Hvem der herefter skal stå for ambulancekørslen i Gentofte og de to nabokommuner vil blive besluttet i august eller september, hvor politikerne i Region Hovedstaden tager stilling til de modtagne tilbud. Det ligger klart, at der er mindst to ambulanceoperatører, der har budt på ambulancekørslen i Gentoftes optageområde.

Det var et flertal i Gentofte Kommunes økonomiudvalg, som på et lukket møde mandag aften besluttede at indstille til kommunalbestyrelsen, at Falck overtager Gentofte Kommunes ambulancetjeneste og patientbefordring, herunder ambulancer og mandskab. Beslutningen er taget under forudsætning af, at Region Hovedstaden giver samtykke til overdragelsen. Personalet på Gentofte brandstation var ikke forud for mødet i økonomiudvalget blevet orienteret om, at deres arbejdsplads vil blive nedlagt om to uger.

Rent teknisk overdrager kommunen kontrakten med Region Hovedstaden om ambulancekørsel til Falck, som derefter opretter en Falck-station på Gentofte brandstation. Hvis Falck vinder Region Hovedstadens udbud af ambulancekørsel i Gentofte Kommune fra 2009, har Gentofte Kommune aftalt med Falck, at Falck vil fortsætte ambulancekørslen fra Gentofte brandstation.

“Jeg glæder mig over, at ambulancekørslen også fremover kommer til at ske fra Gentofte brandstation, således at borgerne får samme høje serviceniveau som tidligere. Jeg har stor respekt for Falcks faglige kompetencer og fuld tillid til, at de kan løse opgaven professionelt til borgernes fulde tilfredshed”, siger borgmester Hans Toft.

”Vi er glade for at kunne sikre borgerne i Gentofte Kommune en tryg drift af ambulancerne og ser frem til et langvarigt samarbejde”, siger Falcks koncernchef, Allan Søgaard Larsen.

Foreløbigt punktum i farce

Med aftalen med Falck bliver der sat et foreløbigt punktum for det, der er blevet betegnet som en ren farce med Gentofte Kommunes borgmester, Hans Toft, i hovedrollen.

Oprindeligt var der store visioner i Gentofte Brandvæsens ledelse. Region Hovedstadens udbud af ambulancekørslen skulle give Gentofte Brandvæsen en central rolle i en fælleskommunal nordsjællandsk ambulancetjeneste, Ambulance Nord, der med hovedsæde og vagtcentral i Gentofte skulle konkurrere med Falck om at varetage ambulancekørslen i store dele af Nordsjælland. Men selv om der var stor opbakning til Ambulance Nord blandt beredskabscheferne i flere andre kommuner, så var det i sidste ende kun politikerne i Gentofte Kommune, som var interesserede i at drive ambulancetjeneste, og dermed faldt Ambulance Nord til jorden.

Men i Gentofte gav politikerne i første omgang grønt lys til, at Gentofte Brandvæsen kunne søge Region Hovedstaden om at blive prækvalificeret til at byde på ambulancekørslen i det optageområde, der udover Gentofte også omfattede Lyngby-Tårbæk og Rudersdal kommuner. Gentofte Brandvæsen blev prækvalificeret til at byde på den liggende sygetransport, men Region Hovedstaden valgte at annullere udbuddet af ambulancekørslen og starte forfra med en ny prækvalifikationsrunde.

I mellemtiden var Gentofte Brandvæsens brandchef imidlertid blevet fritaget for tjeneste som en udløber af den såkaldte Tetra-sag, og samtidig måtte kommunen konstatere, at Lyngby-Tårbæk og Rudersdal kommuner ikke var interesserede i at samarbejde med Gentofte Kommune om ambulancekørslen i de tre kommuner, og dermed ville Gentofte Kommune skulle løbe hele den økonomiske risiko ved at oprette og drive ambulancetjeneste i nabokommunerne, ligesom der var juridiske komplikationer, hvis brandvæsenet skulle drive ambulancetjeneste for Region Hovedstaden udenfor sin egen kommune. Derfor skiftede borgmester Hans Toft kurs, og besluttede, at Gentofte Kommune alligevel ikke ville søge om at blive prækvalificeret – og at Gentofte Brandvæsens ambulancetjeneste dermed ville blive nedlagt, når den nuværende kontrakt med Region Hovedstaden udløb.

Også problemer med vagtcentral og ildløstjeneste

Selv om Gentofte Kommune nu med kort varsel forlader markedet for ambulancekørsel, så er der ikke udsigt til, at der falder ro om beredskabet i kommunen. Nedlæggelsen af ambulancetjenesten medfører nemlig, at en stor del af eksistensgrundlaget for brandvæsenets omdiskuterede vagtcentral falder bort. Kommunen har investeret et større millionbeløb i vagtcentralen, der som landets første anvendte Tetra-baseret kommunikation med køretøjerne, men nu er der altså udsigt til, at investeringen i hard- og software til styring af ambulancekørsel og øvrig patientbefordring er spildt.

Også brandvæsenets ildløstjeneste står i en vanskelig situation, efter at Beredskabsstyrelsen har forkastet kommunens oplæg til riskobaseret dimensionering af beredskabet. Gentofte Kommune havde i den risikobaserede dimensionering vurderet, at brandvæsenet med det foreslåede beredskab kun ville kunne klare 71% af opgaverne selv, mens de øvrige 29% ville forudsætte assistance fra nabokommunerne, og det fik Beredskabsstyrelsen til at meddele, at der efter styrelsens opfattelse ikke på overbevisende måde var sikret overensstemmelse mellem kommunens risikoprofil og dimensioneringen af beredskabet. Kommunalbestyrelsen har endnu ikke vedtaget en ny risikobaseret dimensionering, og sidste frist for at forelægge den risikobaserede dimensionering for Beredskabsstyrelsen er den 30. juni.

Annonce