Falck mister brandslukningen i Aarhus

Google Maps
Falck-stationen på Trindsøvej i Aarhus. Arkivfoto

Det er ikke lykkedes for Falck og Østjyllands Brandvæsen at blive enige om en ny brandslukningsaftale for den sydlige og vestlige del af Aarhus Kommune. Som konsekvens har Østjyllands Brandvæsen besluttet at hjemtage brandslukningsopgaven fra 1. oktober 2018. Falcks medarbejdere tilbydes fortsat ansættelse i Østjyllands Brandvæsen.

Fra 1. oktober 2018 varetages brandslukningen i den sydlige og vestlige del af Aarhus Kommune af Østjyllands Brandvæsen. Hidtil har opgaven været varetaget af Falck fra brandstationen på Trindsøvej, men efter et udbud og efterfølgende forhandlinger med Falck kan Østjyllands Brandvæsen konstatere, at det forhandlede tilbud ikke matcher forventede krav til løsningsbeskrivelse.

Brandvæsen er selv billigere

”Når vi vælger at hjemtage opgaven, er det simpelthen fordi, at de løsningsforslag, der er modtaget, ikke harmonerer med det, der er beskrevet i udbuddet. Derudover kan Østjylland Brandvæsen selv løse opgaven billigere end det tilbud, der er modtaget”, fortæller Anders Rathcke, der er chef for Operativ Afdeling i Østjyllands Brandvæsen.

Kontrakten mellem Falck og Østjyllands Brandvæsen udløb egentlig den 1. april 2018. Når hjemtagelsen af brandslukningen først sker fra den 1. oktober 2018, skyldes det en gensidig aftale om, at der skal være en så smidig overgang som muligt. Derfor er Falck og Østjyllands Brandvæsen enige om en forlængelse af den nuværende aftale med seks måneder.

Kontraktforlængelsen sker af hensyn til borgere og virksomheder, som ikke skal mærke en forandring ved at Østjyllands Brandvæsen overtager brandslukningen. Som en konsekvens af hjemtagelsen vil der ske en virksomhedsoverdragelse af de berørte medarbejdere fra Falck.

Falck: Vi er overraskede

”Vi er glade for at samarbejde med Østjyllands Brandvæsen og kede af, at vi ikke har kunnet nå til enighed. I Falck ønsker vi at levere brandslukning med uddannede brandfolk, holdleder og i bedste fald også brandbiler. Vi har leveret en konkurrencedygtig pris på en samlet løsning og er overraskede over, at Østjyllands Brandvæsen kan levere en samlet løsning billigere. Vi er glade for, at vores medarbejdere kan fortsætte i Østjyllands Brandvæsen. Vi kører fortsat brand i Galten og ser frem til fortsat at samarbejde med Østjyllands Brandvæsen”, siger Thomas Dietz, der er brandchef i Falck Vest.

Beslutningen om at hjemtage opgaven giver også nogle muligheder for Østjyllands Brandvæsen f.eks. yderligere stordriftsfordele. Og brandvæsenet understreger, at Østjylland fortsat vil have et stærkt og robust beredskab, der kan samarbejde stationerne i mellem til glæde for borgere og virksomheder.

”Falck har gennem mange år været en god og solid samarbejdspartner, der altid har stået skulder ved skulder med vores brandmænd, når det brændte på. Borgerne i Østjylland kan være helt trygge ved, at Østjyllands Brandvæsen fortsat lever op til det aftalte serviceniveau, uanset hvem der leverer brandslukningen”, siger direktøren for Østjyllands Brandvæsen, Lars Hviid.

Der skal på sigt etableres en ny fuldtidsbrandstation i den sydlige del af Aarhus. Dette har været planen hele tiden for at følge med udviklingen i Østjylland og sikre hurtigst mulige ankomsttider for flest borgere, uanset hvem, der leverer brandslukningen.

Annonce