Falck-løsning giver Gentofte en besparelse på 40 mio. kr.

Det bliver allerede fra 1. april at Falck skal overtage brandslukningen i Gentofte, og den nuværende brandstation på Bernstorffsvej skal fortsat bruges som brandstation, ligesom alle udrykninger fortsat skal ske herfra. Ifølge Gentofte Kommune giver den nye aftale med Falck en besparelse på ca. 40 mio. kroner over en ti-årig periode.

Beslutningen om at overdrage brandslukningen til Falck blev mandag aften truffet af et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Konservative og Venstre.

“Jeg er glad for, at vi fortsat kan tilbyde borgerne samme kvalitet og service, men for færre penge. Det er også helt afgørende for mig, at udrykningerne fortsat foregår fra Gentofte Brandstation på Bernstorffsvej. Jeg har stor tillid til, at Falck kan løse opgaven og fortsat sikre borgerne en høj service”, siger borgmester Hans Toft.

Ifølge Gentofte Kommune har kommunen i sit valg af Falck som leverandør lagt vægt på dokumentation af kvalifikationer samt parametrene driftsikkerhed, fastholdelse og rekruttering af medarbejdere, overholdelse af krav til køretøjer og materiel og overholdelse af arbejdsmiljøregler. Falck opfylder de formelle krav og kan ifølge kommunen tilbyde en god kvalitet, som svarer til den, som borgerne kender i dag.

Gentofte Kommune vil fortsat være ansvarlig for den samlede opgave og varetager desuden fortsat selv en række administrations- og myndighedsopgaver, f.eks. brandsyn, beredskabschefopgaven, forebyggelsestiltag, indsatsledelse samt kontrol med Falck.

Annonce