Falck får 100.000 kr. i erstatning fra Djursland-kommuner

Det kom til at koste Norddjurs og Syddjurs kommuner 100.000 kr., at der var væsentlige fejl i det kontrolbud, som det fælleskommunale Djursland Brand & Redning afgav på brandslukningen i de to kommuner. Det er Klagenævnet for Udbud, som har tildelt erstatningen til Falck, fordi de to kommuner ifølge klagenævnet havde handlet ansvarspådragende. Kommunerne havde ellers tilbudt Falck et forlig, hvor erstatningsbeløbet var større, men Falck ønskede at få en kendelse fra klagenævnet, hvor det blev fastslået, at kommuner er erstatningsansvarlige, hvis udbudsreglerne ikke overholdes.

Klagenævnet for Udbud fastslår blandt andet i kendelsen, at kommunerne har ”handlet ansvarspådragende over for Falck, der forgæves afgav tilbud som følge af de væsentlige fejl, der blev begået i forbindelse med udarbejdelsen af kontrolbuddet”.

Derfor er Falck blevet tilkendt et beløb på 100.000 kr. med tillæg af procesrente fra 31. marts 2010, svarende til ca. 11.000 kr., og sagsomkostninger på 15.000 kr. Dermed er sagen blevet dyr for Norddjurs og Syddjurs kommuner, der udover erstatningen til Falck også har haft betydelige udgifter til advokatbistand. Kommunerne har tidligere bebudet, at det konsulentfirma, som hjalp med at udarbejde kontrolbuddet, vil skulle dække en eventuel erstatning.

Falck tidligere har afslået et forligstilbud fra de to kommuner, hvor beløbet var større. Alligevel er Falcks regionsdirektør, Gunnar Thykjær, tilfreds med afgørelsen. “Beløbets størrelse er ikke så vigtigt for Falck, men det er derimod overordentligt vigtigt principielt at få fastlået, at kommuner er erstatningsansvarlige, hvis reglerne ikke overholdes. Vi ville ikke indgå et forlig, fordi vi netop ville have nævnets tydelige afgørelse på dette punkt. Derfor er vi glade for, at der er sat punktum for sagen med så klar en kendelse”, siger Gunnar Thykjær.

Annonce