Falck har indgået en kontrakt med Trafikverket i Stockholm om, at droner fremover skal bruges til at skabe et hurtigere realtidsoverblik over trafikken, når der sker trafikulykker. Målet er at mindske risikoen for kødannelse og intens trafikbelastning. Ved at gøre det lettere at omdirigere trafikken, kan man undgå unødigt tidsspilde for bilisterne – og reducere CO2-udledningen fra biler, der holder i kø på vejene.
Trafikverket og Falck har udvidet deres samarbejde og har nu tilføjet en ny droneløsning til at assistere, når der sker ulykker på vejene i Stockholm. Den nye droneløsning giver fleksibilitet for vejpersonalet og giver realtidsoverblik over trafikken, hvilket skal medvirke til at afbøde trængsel på vejene med en hurtig og præcis reaktion, der er baseret på data fra dronen.
“Der er stort potentiale i at bruge droner i forhold til at forbedre trafikflowet og reducere flaskehalse og køer. Vi er derfor glade for, at Trafikverket er åbne for at udforske nye teknologier i vores samarbejde, så vi kan forbedre trafiktiderne og reducere brændstofforbruget”, siger Frederik Hiort af Ornäs, der er adm. direktør i Falck Ambulance Sverige.
Vil give mere jævn trafik
Når uheld opstår, er overblik afgørende for at træffe en hurtig beslutning om at allokere det rigtige personale og udstyr til at hjælpe og sikre trafikstrømmen.
“Ved at overvåge ulykker fra et droneperspektiv vil borgerne i Stockholm opleve en mere jævn trafik på vejene, og i mellemtiden kan vi reducere forureningen fra køretøjer, der holder i kø på grund af ulykker. Droner er generelt en mere bæredygtig løsning, og vi ved fra forskning, at når man reducerer trængslen, så kan CO2-udledningen også reduceres med op til 10 pct.,” fortæller Nicolai Laugesen, der er ansvarlig for Falcks droneaktiviteter.
Dronen vil være tøjret i en ledning, som både øger indsatstiden og giver en mekanisk sikkerhed ved flyvningen. Dronen kan dog også fungere uden ledningen, når det er nødvendigt.