
Falck har fra årsskiftet overtaget ansvaret for brandberedskabet på atomkraftværket Electrabel i Belgien. Det er forretningsområdet Falck Fire Services første kontrakt i Belgien, men Falck står allerede for beredskabet på fem andre atomkraftværker, nemlig fire i Spanien og Forsmarks Kärnkraftverk i Sverige.
Hos Electrabel i byen Doel skal Falck Fire Services både stå for det operative beredskab og for den forebyggende indsats.
Kort før nytår fik Falck Fire Services også sin første kontrakt i Italien, hvor det danske redningskorps nu har ansvaret for et beredskab med 30 medarbejdere på raffinaderiet Sarpom-Exxonmobil. Dermed er Falck Fire Services repræsenteret i 15 lande, og udover brandslukning for kommuner i Danmark driver Falck nu 28 industribrandvæsener med i alt 820 ansatte.