Brandslukningen i Holstebro har været i udbud, og Falcks tilbud på opgaven var en anelse billigere end det kommunale brandvæsens. Derfor var et flertal i kommunens teknik- og miljøudvalg også indstillet på at lade brandslukningen overgå til Falck. Helt så enkelt ser det dog ikke ud til at blive. Politikerne er nemlig meget overraskede over, at tilbuddene fra både det kommunale brandvæsen og Falck ligger ca. 2 mio. kr. over den hidtidige pris for brandslukningen.
Det bliver nu op til byrådet at træffe den endelige beslutning om den fremtidige brandslukning på et møde i august, men det ligger fast, at det billigste tilbud på brandslukningen kommer fra Falck, selv om forskellen mellem de to eneste tilbud – hvoraf det andet kom fra det nuværende kommunale brandvæsen – er minimal. Flere politikere har imidlertid ønsket en nærmere undersøgelse af, hvorfor resultatet af udbuddet tegner til at blive en ekstraudgift på ca. 2 mio. kr. om året, uanset om Falck eller det kommunale brandvæsen får opgaven.
Da Holstebro Kommune i november 2007 overvejede, om brandslukningen skulle sendes i udbud, vakte det en del opsigt, at de 24 deltidsbrandfolk meddelte, at de ville sige deres stillinger op, hvis politikerne besluttede sig for et udbud. Brandfolkenes argument var, at Holstebro efter deres mening havde landets billigste brandvæsen – og at et udbud derfor ville være helt overflødigt. Politikerne valgte imidlertid at sende brandslukningen i udbud trods truslerne om opsigelser, og efterfølgende valgte brandfolkene at fortsætte i deres stillinger.