Østsjællands Beredskab står med en udfordring, efter at Falck tilsyneladende har afvist at udføre de nuværende beredskabsopgaver 5 mio. kr. billigere end i dag. Tværtimod mener Falck, at den nuværende kontrakt giver Falck et underskud, som redningskorpset ønsker dækket. Besparelsen på 5 mio. kr. er imidlertid en forudsætning for, at Østsjællands Beredskabs budget hænger sammen.
I dag står Falck for en væsentlig del af brandslukningsopgaven i Østsjællands Beredskab, hvor redningskorpset helt eller delvist varetager den operative drift i Greve, Stevns, Køge, Høje-Tåstrup, Ishøj, Solrød og Vallensbæk kommuner.
Som alle andre beredskaber er Østsjællands Beredskab blevet pålagt besparelser, og dem har beredskabet søgt at få dækket ved at budgettere med, at Falck efter et udbud, der i øjeblikket er i gang, vil udføre brandslukningsopgaverne 5 mio. kr. billigere. Sådan ser det imidlertid ikke ud til at gå.
Ifølge Dagbladet har Falck således afvist at levere det samme beredskab til en billigere pris. Tværtimod mener Falck, at driften af brandstationen i Lellinge givet et underskud på 1,5-2 mio. kr., som Falck ønsker dækket med en ny kontrakt.
Dermed står Østsjællands Beredskab med en stor økonomisk udfordring, da den forventede Falck-besparelse var en væsentlig forudsætning for, at budgettet kunne hænge sammen. Samtidig står beredskabet med et praktisk problem, for kontrakten med Falck udløber den 1. juli 2018 – og i øjeblikket lader der ikke til at kunne opnås enighed om vilkårene for en forlængelse.
Østsjællands Beredskab overvejer nu, om man i stedet skal reducere beredskabet, så omkostninger – og dermed betalingen til Falck – kan reduceres. Det ventes beredskabets bestyrelse dog først at tage stilling til i december.