Økonomien i Østsjællands Beredskab er på få måneder blevet yderligere forværret, og det fælleskommunale brandvæsen forventer nu, at hullet i kassen i år ender på 10,8 mio. kr. Det er 1,2 mio. kr. værre end for bare få måneder siden. Ironisk nok er årsagen blandt andet, at der kommer færre blinde alarmer. Men også problemer med implementeringen af en ny vagtcentral koster ekstra.
Østsjællands Beredskab havde egentlig budgetteret med et overskud på 9,8 mio. kr. i år, men nu forventer beredskabet i stedet et underskud på 1 mio. kr. Det er en forværring på 1,2 mio. kr. siden sidste status for bare få måneder siden.
En væsentlig årsag er, at beredskabets dialog og rådgivningen i forbindelse med det forebyggende arbejde har en positiv virkning på antallet af blinde ABA-alarmer. Men da gebyrer fra udrykningerne til blinde alarmer samtidig er en væsentlig indtægtskilde, betyder de færre udrykninger, at der vil mangle 1,4 mio. kr. i beredskabets kasse.
Midlertidige løsninger på ny vagtcentral
En anden udfordring er knyttet til implementeringen af Østsjællands Beredskabs nye vagtcentral, der er placeret hos Hovedstadens Beredskab. Her arbejder man fortsat med midlertidige løsninger, og det har givet ekstraudgifter til løn, varekøb og tjenesteydelser i størrelsesordenen 0,6 mio. kr.
Desuden har beredskabskommissionen besluttet at anvende ekstern bistand til at afklare konsekvenser af, at beredskabets forslag til ny risikobaseret dimensionering ikke er godkendt i alle kommuner. Der forventes en merudgift hertil på 0,5 mio. kr. Den manglende godkendelse har også ført til, at kontrakten med Falck i Køge Kommune er blevet midlertidigt forlænget i 13 måneder, men det har udløst en prisstigning på 1,6 mio. kr. fra Falck.