Alle Beredskabsstyrelsens værnepligtige og sergentelever bliver nu indkvarteret på kønsfælles stuer. Og det fungerer rigtig godt, viser en evaluering fra Beredskabsstyrelsen. På beredskabscentrene opleves nu et endnu bedre sammenhold, når alle døgnets timer bliver tilbragt i samlet flok.
Den fælles indkvartering af værnepligtige og sergentelever på kønsfælles stuer blev indført på forsøgsbasis i efteråret 2021, og den nye ordning er nu fuldt indfaset, oplyser Beredskabsstyrelsen.
Beredskabsstyrelsen har foretaget en evaluering på baggrund af data fra udvalgte beredskabscentre, og den bygger på interviews og tilbagemeldinger fra værnepligtige, sergentelever, sergenter og delingsførere.
Bedømmelsen er ifølge styrelsen helt overvejende positiv, og det handler ikke bare om det lavpraktiske ved at bo sammen. På beredskabscentrene opleves nu et endnu bedre sammenhold, når alle døgnets timer bliver tilbragt i samlet flok.
De værnepligtige siger i evalueringen bl.a. også, at de fælles stuer bidrager til udveksling af forskellige kompetencer og erfaringer, samt at de generelt har en positiv virkning på sammenholdet.
Lærer at respektere hinandens grænser
”Man har helt klart et bedre sammenhold, når man ikke er delt på køn. Der vil altid være grupper, når man er et stort hold, men det er altid på tværs af værelser og køn, så jeg tror, det har gjort noget godt. Når man lærer at respektere hinandens grænser på stuen, lærer man også at gøre det i delingen”, lyder det eksempelvis fra Signe Møller Jæger, som er værnepligtig i Thisted.
Foruden den gavnlige effekt på den sociale dynamik har den fælles indkvartering også været et af Beredskabsstyrelsens tiltag i forhold til at imødegå krænkende adfærd.
”Generelt oplever vi den fælles indkvartering som et positivt tiltag i forhold til at komme kønskrænkende adfærd til livs. Man kan sige, at seksualisering af kønnene nedbrydes naturligt, når man er på lige fod og behandler hinanden med respekt”, siger Lone Aggersbjerg, der er arbejdsmiljøinspektør i Beredskabsstyrelsen.