Fælles beredskabskommission på Djursland

Google Streetview
Brand- og redningsstationen i Kolind

Fra nytår nedsættes en fælles bered­skabskommission for Djursland, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag for den fremtidige organisering af beredskabet. De to kommuner på Djursland opslår snarest en stilling som fælles beredskabschef. Det sker efter at både Norddjurs og Syddjurs Kommune har vedtaget at arbejde videre med planerne om et fælles beredskab på Djursland.

Onsdag vedtog sammenlægningsudvalget i Norddjurs, at de er klar til at lave en fælles beredskabskommission. Tidligere har Syddjurs Kommune truffet en tilsvarende beslutning. Proceduren er nu, at de to kommuner inden 1. januar 2007 vedtager en samordningsaftale for et fælles beredskab, som er en forudsætning for at kunne nedsætte en fælles beredskabskommission. Efter 1. januar 2007 eksisterer der så en fælles beredskabskommission, der skal udarbejde et beslutningsgrundlag for organiseringen af et fælles beredskab på Djursland. Det beslutningsgrundlag skal være færdigt i midten af 2007.

Når forslaget fra den fælles beredskabskommissionen er klar, skal kommunalbestyrelserne i de to kommuner godkende forslaget. Det kan så få virkning fra 1. januar 2008.

Formentlig allerede i december opslår de to kommuner en fælles stilling som beredskabschef. Hvis de to kommuner ikke kan blive enige om strukturen for et fælles beredskab, etablerer de i stedet hvert sit beredskab. Derfor ændres der heller ikke ved den nuværende struktur af beredskabet før det i midten 2007 er besluttet, om det fælles beredskab skal videreføres eller ej.

Annonce