Fælles beredskab er blevet dyrere for to kommuner

Overgangen til det fælleskommunale Østsjællands Beredskab har ikke givet besparelser hos Roskilde og Stevns kommuner. I Roskilde er omkostningen til beredskabet steget med 26 pct. de seneste to år, mens den i Stevns er steget med 1,3 pct. Blandt politikerne i Stevns Kommune er der stor skepsis over en ny dimensionering, og sagen måtte i denne uge tages af byrådets dagsorden.

En ny opgørelse over beredskabsudgifter i de otte kommuner, der indgår i Østsjællands Beredskab, viser, at udgifterne pr. indbygger samlet set er faldet med 4,8 pct. siden 2015. Men der er meget stor forskel fra kommune til kommune.

Den største besparelse er opnået i Greve Kommune, hvor udgifterne er faldet med 18,5 pct. i perioden. Det svarer til en besparelse på 2,4 mio. kr. om året. Også i Køge Kommune er der realiseret en stor besparelse på 16,8 pct., svarende til 2,8 mio. kr.

To kommuner har haft ekstraudgifter

Anderledes ser det ud i Roskilde Kommune, hvor beredskabsudgifterne siden 2015 er steget med 4,8 mio. kr., svarende til godt 26 pct. Tallene er dog ikke nødvendigvis helt sammenlignelige, da Roskilde Kommune i perioden har mistet kontrakten på ambulancekørsel for Region Sjælland, hvilket har ændret på beredskabets struktur og økonomi.

I Stevns Kommune er beredskabet imidlertid – trods sammenlægningen – blevet 0,2 mio. kr. dyrere, hvilket svarer til en stigning på 1,3 pct.

Vil fastholde struktur med to brandstationer

Tallene har vakt opsigt i Stevns Kommune, der – ligesom de øvrige kommuner – i øjeblikket er ved at behandle et udkast til ny dimensioneringsplan for Østsjællands Beredskab, hvor der er lagt op til, at beredskabet skal reduceres for at finde nye besparelser på ca. 5 mio. kr. Det kan gå ud over Stevns Kommune, hvor brandstationen i Hårlev er lukningstruet.

Da sagen i forrige uge blev behandlet i det lokale økonomiudvalg, valgte politikerne at sige ja til dimensioneringsplanen med nogle store forbehold. Økonomiudvalget tilkendegav således, at der også fremover skal være to brandstationer i Stevns Kommune, ligesom man som minimum ønsker at fastholde det nuværende serviceniveau og responstid. Endvidere besluttede udvalget, at man vil have den endelige udmøntning af dimensioneringsplanen forelagt, før den bliver en realitet.

Sagen skulle derefter have været behandlet i byrådet i torsdags, men her valgte man at udsætte sagen, da politikerne følte, at de manglede informationer. I stedet skal der nu gennemføres en temadrøftelse på et ekstraordinært byrådsmøde på onsdag.

Annonce