Enhedslisten: Nedskæringer i det statslige beredskab er en katastrofe

Nikolaj Villumsen. Arkivfoto

Der er udsigt til, at de statslige beredskabscentre i Thisted, Herning, Haderslev og Næstved nedlægges som led i en større spareplan. I så fald vil der ikke længere være beredskabscentre i Jylland, men udelukkende i Hedehusene på Sjælland og på Bornholm. Enhedslistens beredskabsordfører, Nikolaj Villumsen, kalder planerne en katastrofe og kræver en forklaring fra forsvarsministeren.

”Hvis nedskæringerne føres ud i livet, er det en katastrofe. Vi risikerer, at Jylland og Fyn vil mangle hjælp, hvis en voldsom storm eller ulykke lukker Storebæltsbroen. Det kan i værste fald komme til at koste danskerne dyrt, hvis vi på den måde nedlægger vores fælles ulykkesforsikring”, siger Nikolaj Villumsen.

Beredskabsordføreren vil nu rejse sagen over for forsvarsministeren:

”Jeg mener, at Venstre skylder borgerne en forklaring. Den ene dag taler regeringen om udflytning af statslige arbejdspladser, og den næste dag fremlægges en plan, der kan betyde massive afskedigelser. Det lugter langt væk af hykleri. Der er ingen tvivl om, at nyheden skaber stor usikkerhed blandt ansatte og borgere i de berørte områder. Jeg vil derfor afkræve forsvarsministeren en forklaring. Han skylder at lægge nedskæringsplanerne åbent frem, så vi kan få en debat af konsekvenserne for danskerne”.

Annonce