Endnu et beredskab har valgt sit navn: Midtjysk Brand & Redning

Viborg og Silkeborg kommuners beredskaber fusionerer den 1. januar 2016 til et fælles beredskab. Det nye beredskab får navnet Midtjysk Brand & Redning. Det nye navn er fundet på baggrund af en konkurrence, der har været udskrevet blandt de ansatte i beredskaberne ved de to kommuner. Der kom forslag fra 34 ansatte, som havde 17 forskellige forslag til navne.

Den politiske styregruppe for sammenlægningen har valgt et af de navne, der var foreslået – Midtjysk Brand & Redning. Styregruppen består af de to borgmestre, to næstformænd i beredskabskommissionerne og to direktører fra Viborg og Silkeborg kommuner.

”Navnet blev blandt andet valgt, fordi det præcist fortæller, hvad vi laver, og hvor vi udfører opgaverne, nemlig brandslukning og redning i det midtjyske”, siger Klaus V. Hebsgaard, der tiltrådte som beredskabschef den 1. april 2015 og skal lede sammenlægningsprocessen.

Da der var indkommet flere forslag om navnet Midtjysk Brand & Redning, blev der trukket lod blandt dem, der havde foreslået vindernavnet. Henrik Ladefoged fra station Ørum i Viborg Kommune blev den heldige vinder, og han fik fornyligt overrakt et gavekort på stationen i Viborg. Her var der i dagens anledning besøg af en autosprøjte fra Silkeborg for at markere det gode samarbejde mellem de to beredskaber.

Annonce