Endnu en brandstation truet af lukning

Google Streetview
Falck-stationen i Snertinge

Kombinationen af kommunalreformen og de nye dimensioneringsregler ser nu ud til at koste endnu en brandstation livet. Denne gang er det Falcks brandstation i Snertinge på Vestsjælland, som er i farezonen. Stationens slukningsområde blev ved kommunalreformen delt mellem storkommunerne Holbæk og Kalundborg, og i Holbæk vil man fremover lade brandstationen i Mørkøv dække området, mens meget tyder på, at Kalundborg vælger at satse på kommunal brandslukning i hele kommunen.

Tidligere stod brandstationen i Snertinge for brandslukningen i landkommunerne Tornved, Svinninge og Bjergsted med et enkelt slukningstog. For nogle år siden blev slukningsområdet dog reduceret noget, da den hidtidige hjælpebrandstation i Mørkøv blev opgraderet til selvstændig brandstation.

I forbindelse med kommunalreformen blev Tornved og Svinninge en del af Holbæk Kommune, mens Bjergsted nu indgår i Kalundborg Kommune. En uændret videreførelse af brandstationen i Snertinge vil således forudsætte, at de to storkommuner begge ønsker at videreføre kontrakten med Falck. Og det lader ikke til at være tilfældet.

Holbæk Kommune forhandler stadig med Falck, og her venter man i løbet af januar at blive enige om en ny brandslukningsaftale for hele kommunen. Det er prisen, som stadig skiller de to parter, og kommunen har da også meldt ud, at man er interesseret i at undersøge, om andre private – eventuelt mindre – virksomheder er interesserede i at slukke brande i dele af Holbæk. Derimod har en undersøgelse tidligere vist, at det ikke vil være økonomisk attraktivt at skifte til kommunal brandslukning, så den mulighed indgår ikke i overvejelserne.

En brandstation i Snertinge indgår imidlertid ikke i Holbæk Kommunes nye risikobaserede dimensionering. Det er i stedet forudsat, at brandstationen i Mørkøv skal dække Tornved og Svinninge, hvilket kan ske med en udrykningstid, der ligger indenfor de 15 minutter, som er fastsat som øvre grænse i den nye beredskabsplan. I forvejen har brandstationen i Mørkøv overtaget slukningen i en del af den tidligere Nr. Jernløse Kommune, hor den lokale brandstation for nogle år siden blev nedlagt, og Holbæk Kommune og Falck har netop aftalt, at kontrakten for brandstationen i Mørkøv forlænges med et år – den ville ellers udløbe ved årsskiftet.

Dermed afhænger brandstationen i Snertinges skæbne reelt af Kalundborg Kommune, og her har man tidligere på året valgt at udskyde beslutningen om, hvordan den fremtidige brandslukning i kommunen skal organiseres. Meget tyder dog på, at der både blandt embedsmænd og politikere er stemning for, at et kommunalt brandvæsen fremover skal dække hele kommunen. Hvorvidt der skal være en brandstation i Snertinge er ikke afklaret, men uden et samarbejde med Holbæk er brandstationen i Snertinge meget uhensigtsmæssigt placeret, idet den ligger tæt på kommunegrænsen til Holbæk – og dermed ikke centralt i et eventuelt nyt dækningsområde.

Kalundborg har udover Snertinge også et tilsvarende problem i Ruds Vedby, hvor den lokale Falck-brandstations dækningsområde ligeledes er blevet delt mellem to kommuner, nemlig Sorø og Kalundborg. Her havde Sorø Brandvæsen i første omgang lagt op til, at brandvæsenets selv skulle overtage brandslukningen, men det er siden ændret til, at driften af en hjælpebrandstation i Ruds Vedby skal i udbud, hvor både Falck og brandvæsen vil byde. Kalundborg har som nævnt endnu ikke taget stilling til brandstationens fremtid, men kommunen har i forvejen en nærliggende brandstation i Gørlev.

Det er nu op til Falck selv, om brandstationen i Snertinge fra nytår fortsat skal rykke ud til brande i den nye Holbæk Kommune. Brandstationen indgår nemlig ikke længere i kontrakten med Holbæk Kommune, og Falck kan derfor vælge at lade brandstationen i Mørkøv overtage slukningsopgaven allerede fra nytår.

Annonce