Endnu en brandmand skal i fængsel for sexovergreb

To dommere voterede for at dømme ham. Én voterede imod. Dermed blev en 31-årige brandmand fra Tårnby Brandvæsen i dag dømt for at have brugt sin fysiske og psykiske overlegenhed til at lokke en 14-årige pige til sex. Brandmanden idømt ni måneders fængsel og til at betale en erstatning til pigen på 15.000 kroner. Han modtog dommen accepterende og uden nævneværdig reaktion.

Den 31-årige brandmand var tiltalt for fem gange at have udsat sin kollegas 14-årige steddatter for samleje og anden form for sex på forskellige adresser i Kastrup og Tårnby. Blandt andet i pigens eget hjem, i brandmandens hjem, i en sportshal og på selve brandstationen en sen nattetime, hvor pigen havde sneget sig ud hjemmefra, skriver Ekstra Bladet.

Brandmanden havde erkendt de faktiske forhold, men havde hele tiden hævdet, at han troede pigen var over 15 år. Domsmandsretten kendte ham dog skyldig i samtlige anklager. Anklageren havde krævet ikke under to et halvt års fængsel, mens forsvareren krævede højst et halvt års fængsel. Den 31-årige brandmand udbad sig betænkningstid for eventuelt at anke dommen.

I sidste uge blev den 31-åriges kollega – en 28-årig brandmand, også fra Tårnby Brandvæsen – idømt seks måneders fængsel for overgreb mod den samme 14-årige pige og hendes 11-årige veninde en nat i sin parkerede bil i Kastrup. Han ankede dog efterfølgende dommen.

Annonce