Fire ekstra autosprøjter i København nytårsaften

Nytårsaften er traditionelt meget travl for landets brandvæsener, og i København vil der i alt være godt 100 brandfolk på vagt nytårsaften. Det normale beredskab udvides med ekstra autosprøjter på brandstationerne Dæmningen, Østerbro, Tomsgården og Christianshavn. Også på alarmcentralen, der dækker hele Storkøbenhavn, vil der være ekstra bemanding i det travleste tidsrum.

Af de fire ekstra autosprøjter bemandes de tre af Københavns Brandvæsens egne brandfolk, mens den ekstra autosprøjte på Christianshavns brandstation kommer fra Beredskabsstyrelsen Hedehusene. Denne sprøjte vil i tidsrummet kl. 20.00 til 08.00 være bemandet med mandskab fra Beredskabsstyrelsen Hedehusene og en holdleder fra Københavns Brandvæsen.

På alarm- og vagtcentralen for Storkøbenhavn, der er placeret på Hovedbrandstationen, vil der være ekstra bemanding i tidsrummet kl. 19.00 til 08.00 for at modtage 112-opkald samt disponere og afsende ildløskøretøjer.

Annonce