Flere politikere vil rulle besparelserne på beredskabet tilbage efter advarsler om, at Danmark er på vej til at blive dårligere rustet ved et terrorangreb. Men man skal passe på med at overforsikre sig mod de helt store katastrofer, påpeger ekspert. Danmark kommer nemlig aldrig til at være gearet til at håndtere de allerstørste katastrofer alene.
Lektor Peter Kjær Mackie Jensen er leder af Center for Katastrofeforskning på Københavns Universitet. Og han advarer i Berlingske mod, at beredskabet dimensioneres til at håndtere de meget store indsatser, som flere politikere ellers har brugt som argument for, at der ikke skal skæres ned på beredskabet i en tid med en alvorlig terrortrussel.
”Danmark kommer nemlig aldrig alene til at være gearet til at håndtere de allerstørste katastrofer, der kan ramme landet. Vi vil altid skulle bede om hjælp fra udlandet. Det vil være spild af penge at have folk på standby til de helt store katastrofer. Det skal og kan vi ikke være klar til”, siger Peter Kjær Mackie Jensen til Berlingske.
Undgå overforsikring
Både Enhedslisten og Konservative har bebudet, at de vil have de planlagte besparelser annulleret. Også Venstre og Dansk Folkeparti har udtrykt villighed til at kigge på besparelserne igen.
Peter Kjær Mackie Jensen peger imidlertid på, at man heller ikke overforsikrer sit hus – og derfor skal det danske beredskab slet ikke være gearet til at kunne håndtere katastrofer i de allerværste scenarier.
”Den store velvilje til at hindre besparelserne er fornuftig, men alligevel skal politikerne tænke sig rigtigt godt om, når de prioriterer millionerne på beredskabsområdet. Hvis man sulter, kan det være rart at droppe betalingen af brandforsikringen på sit hus. Men hvis huset brænder, så er det virkelig skidt prioriteret”, siger Peter Kjær Mackie Jensen.