Landets brandvæsener har i dag vurderet situationen omkring Sankt Hans og den lange forudgående periode med tørke og varme. Det seneste døgns udvikling i vejret har haft en positiv landsdækkende indvirkning på den ellers høje brandfare, ligesom de nyeste prognoser frem mod onsdag også er gode i den henseende. Derfor kommer der ikke noget afbrændingsforbud.
Brandvæsenerne har konstateret, at der er et for årstiden normalt aktivitetsniveau for bekæmpelse af naturbrande, og altså ikke en markant stigning på den front.
Samlet set betyder regnvejret, vejrprognoserne og udrykningstallet, at brandvæsenerne ikke vurderer, at der aktuelt er behov for begrænsninger omkring brug af åben ild, og Sankt Hans-bålene kan derfor afvikles over hele landet som planlagt på onsdag.
Det betyder dog ikke, at man skal glemme den sunde fornuft, og de gode råd for brug af åben ild gælder stadig.