Efter Helsingør-exit: Nordsjællands Brandvæsen skal opløses og genetableres

Brandstationen i Helsingør. Arkivfoto

Efter Helsingør Kommunes beslutning om at forlade Nordsjællands Brandvæsen bliver der nu sat gang i en lang og kompliceret proces, hvor Nordsjællands Brandvæsen formelt bliver opløst, hvorefter brandvæsenets værdier returneres til ejerkommunerne. Derefter vil de fire tilbageværende kommuner kunne etablere et nyt Nordsjællands Brandvæsen.

Nordsjællands Brandvæsen blev i sin nuværende form stiftet allerede 1. januar 2015, hvor kommunerne Helsingør, Fredensborg, Hørsholm, Allerød og Rudersdal gik sammen i en af de første beredskabsenheder. I november 2015 besluttede Helsingør Kommune imidlertid at udtræde af Nordsjællands Brandvæsen på grund af uenighed om dimensioneringen og økonomien.

Siden da er der blevet arbejdet på en plan for den praktiske håndtering af Helsingørs udtræden. De fire øvrige kommuner har tilkendegivet, at de ikke vil stille sig i vejen for Helsingør Kommunes ønske, og da der dermed er enighed i ejerkredsen, kan den videre proces ske, uden at Statsforvaltningen først skal godkende den.

Mest enkelt med en opløsning

Den juridiske vurdering er imidlertid, at den mest enkle og farbare vej nu er, at Nordsjællands Brandvæsen bliver opløst. Derefter kan Helsingør Kommune etablere sit eget beredskab, mens de fire andre kommuner kan etablere et nyt Nordsjællands Brandvæsen.

Derfor er et revisionsfirma blevet hyret til at lave en ”boopgørelse”, og i øjeblikket bliver der i ejerkommunerne taget politisk stilling til, om man kan acceptere, at revisionsfirmaets opgørelse skal lægges til grund for opløsningen.

Opgørelsen forventes at foreligge i april 2016, hvor den skal behandles af en nyetableret projektorganisation, som formentlig får kommunernes kommunaldirektører som styregruppe, mens borgmestrene fungerer som følgegruppe til afklaring eller udredning af spørgsmål undervejs.

Projektorganisationen skal blandt andet have fokus på de beredskabsfaglige samarbejdsflader mellem Helsingørs kommende beredskab og det nye Nordsjællands Brandvæsen. Sideløbende hermed vil også forhold omkring personalet i Nordsjællands Brandvæsen skulle håndteres. En del af personalet skal overdrages til Helsingør Kommune, og den resterende del overdrages til det nye Nordsjællands Brandvæsen. For en stor del af mandskabet vil det i øvrigt være 2. gang, at de overdrages til Nordsjællands Brandvæsen.

Annonce