For godt et år siden blev store dele af brandstationen på Kegnæs ødelagt i en brand, der opstod hos brandstationens nabo. Siden da har brandfolkene måttet undvære deres mandskabsfaciliteter, og i stedet har de fået stille en ældre toiletvogn til rådighed. Men nu vil Sønderborg Brand & Redning bygge en helt ny brandstation.
Det var kun selve garagen, som overlevede branden i november 2016, som blev udløst af en varmekanon i en bygning, der var bygget sammen med Kegnæs’ brandstation. Det frivillige brandværns mandskabsfaciliteter gik derimod tabt, og de seneste 14 måneder har man klaret sig med en toiletvogn og adgang til lokaler i det lokale forsamlingshus. Det skriver Jydske Vestkysten.
Men nu har Sønderborg Brand & Redning planer om at rive resterne af den gamle brandstation ned. I stedet vil der blive bygget en helt ny brandstation. Man er endnu i en opstartsfase, og når planerne er på plads, skal de godkendes af politikerne. Hos Kegnæs Frivillige Brandværn håber man dog, at den nye station kan indvies i år:
”Det har taget lang tid, men vi glæder os til den nye station. Det bliver 100 gange bedre end den gamle. For at være ærlig har det gamle mejeri, vi bor i, aldrig været optimalt. Vi har blandt andet døjet med nogle fugtproblemer. Nu får vi en station, der er bygget til formålet”, siger brandkaptajn Jørn Kryhlmann til Jydske Vestkysten.