Dyrt udbud af brandslukning giver problemer for Slagelse Kommune

Google Streetview
Falck-stationen i Korsør

Slagelse Kommune har haft brandslukningen i Korsør og Skælskør i udbud, og udbuddet blev vundet af Falck. Imidlertid ligger Falcks nye pris 638.000 kr. over Slagelse Kommunes budget, og dermed står kommunen nu overfor et valg: Enten skal beredskabet have en tillægsbevilling på 638.000 kr., eller også skal den risikobaserede dimensionering genåbnes, så der kan findes besparelser.

Efter at det operative beredskab i Korsør og Skælskør har været i udbud, er prisen til operatøren – Falck – steget med 638.000 kr. om året. Det har Slagelse Kommune ikke budgetteret med, og dermed har Slagelse Brand og Redning udsigt til at få et underskud i de kommende år.

Billigere end nabobrandvæsenet

Hos Slagelse Brand og Redning afviser man, at pengene kan findes ved effektiviseringer. Beredskabets budget er således løbende blevet beskåret, senest med 575.000 kr. i 2018 og 2019.

Resultatet er, at beredskabet – såfremt det tildeles de ekstra 638.000 kr. – vil koste 192 kr. pr. indbygger i 2019. Til sammenligning koster Vestsjællands Brandvæsen 227 kr. pr. indbygger, mens landsgennemsnittet er 238 kr. pr. indbygger.

Derfor lægger Slagelse Brand og Redning nu op til, at politikerne skal beslutte, om de manglende penge skal finansieres ved en tillægsbevilling eller ved at den risikobaserede dimensionering genåbnes, således at der kan fastsættes et lavere serviceniveau, som kan give den nødvendige besparelse på det operative beredskab.

Annonce