Ny drone skal hjælpe ved skov- og klitbrande

Frivillig brandmand Allan Strøm Vestergaard træner med dronen.

”Ved større ulykker kan vi godt bruge nogle øjne i luften, men vi tænker os lige om en ekstra gang, før vi får en helikopter på vingerne, for det er rasende dyrt”. Det fortæller beredskabschef Iver Sloth Kristensen fra Ringkøbing-Skjern Kommune om baggrunden for, at det lokale beredskab har investeret i en drone, der især skal anvendes ved skov- og klitbrande.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er dronen primært tænkt som en hjælp til at koordinere indsatsen ved større skov- og klitbrande, som den ved Borris skydeterræn forrige år, hvor flere brandstationer var involverede i indsatsen. I dag bruger man små 4×4 køretøjer til at rekognoscere med, men med dronen kan brandkøretøjerne dirigeres meget præcist via dronens GPS-koordinater.

Også ved eftersøgninger over kommunens fjorde og større vandløb vil dronen kunne bruges, indtil Flyvevåbnets redningshelikopter er nået frem. Beredskabschefen forestiller sig også, at den skal overflyve større bygningsbrande – noget Københavns Brandvæsen forsøger sig med.

Dronen har kostet 15.000 kr., og halvdelen er sponsoreret af Beredskabsforbundet, som organiserer de godt 40 aktive frivillige, der træder til, når der er brug for ekstra mandskab. Et hold af fem frivillige er nu i gang med at træne med dronen. Det sker på områder, der er godkendt til formålet. Private borgere skal derfor ikke frygte, at de nu bliver overvåget fra luften. Beredskabet må kun bruge dronen i forbindelse med brand- og redningsindsatser.

”Jeg tror, den bliver et rigtigt god supplement, der gør, at vi kan sætte hurtigere og mere præcist ind. Når vi først har lært den at kende, bliver den sikkert uundværlig”, siger beredskabschef Iver Sloth Kristensen.

Dronen måler cirka 70 x 70 cm, og har en flyvetid på 20 minutter.

Annonce