Tirsdag aften modtog Hovedstadens Beredskab adskillige henvendelser om røglugt i København, men beredskabet havde ikke kendskab til nogen brande, der kunne være årsag til røglugten. Nu har DMI imidlertid et bud på årsagen – og den er lidt overraskende. Ifølge DMI tyder alt nemlig på, at det er en større markbrand på Lolland, som var synderen.
DMI har regnet på luftens strømning tirsdag eftermiddag og aften, og instituttets beregninger viser, at den luft, der lå over København tirsdag aften, havde passeret Lolland.
Netop ved Søllested på Lolland var der tirsdag ved 13-tiden udbrudt en større markbrand, som krævede indsats fra over 20 brandfolk fra Nakskov, Maribo og Stokkemarke. Omkring 30 hektar mark blev flammernes bytte.
Dette kort fra DMI viser tirsdagens luftstrømning: