Direktør: Nordsjællandsk beredskab er robust – også efter reduktion

Selv om det operative beredskab i Frederiksborg Brand og Redning bliver reduceret i forbindelse med en ny risikobaseret dimensionering, så vil man fortsat kunne iværksætte en forsvarlig førsteindsats og overholde udrykningstiderne i hele dækningsområdet. Sådan lyder det fra beredskabsdirektøren, som kritiserer brandfolkene for ikke at have delt deres bekymringer med ham.

Tillidsmændene for brandmandskabet i Frederiksborg Brand & Redning gav i sidste uge udtryk for deres bekymringer for beredskabets robusthed i forbindelse med den nye risikobaserede dimensionering.

Beredskabsdirektør Kim Lintrup fra Frederiksborg Brand & Redning fortæller, at han gerne havde drøftet bekymringerne med brandfolkene – hvis de altså havde delt den med ham. Men de seks byråd bag beredskabet netop i disse uger behandler forslaget til den nye dimensionering, og derfor er det væsentligt, at fakta kommer med i debatten, lyder det fra Kim Lintrup. Og ifølge direktøren kommer disse fakta ikke til udtryk i dele af brandfolkenes kritik.

Alle stationer løser samme type opgaver med samme ressourcer

Brandfolkene udtrykker bekymring for, at dimensioneringen vil udfordre fagligheden og sætte sikkerheden for mandskabet alvorligt under pres, idet der i fremtiden vil være for få hænder til at løse de akutte brand- og redningsopgaver.

”Jeg vil gerne præcisere, at tilpasningen af antallet af køretøjer, og den efterfølgende naturlige reduktion i vagtholdenes størrelse på stationerne, betyder at alle brandstationer nu vil løse de samme typer af hændelser med de samme ressourcer. Vi tilpasser altså beredskabet på én station ud fra de erfaringer, vi har fra en anden. Nogle steder giver det flere køretøjer på stationen, andre steder færre”, siger Kim Lintrup.

Han tilføjer, at der naturligvis er særlige hensyn at tage i forskellige dele af dækningsområdet hvor der, ligesom i dag, skal sammensættes en speciel udrykning i særlige situationer.

Assistance kommer fra andre stationer

”Det er rigtigt, at Beredskabsstyrelsen har udtalt, at de planlagte ændringer vil medføre en væsentlig reduktion i robustheden af det samlede redningsberedskab. Men det er vigtigt her at få med, at Beredskabsstyrelsen efterfølgende har præciseret, at udtalelsen skal ses på baggrund af reduktionen i antallet af køretøjer og mandskab i akutberedskabet, ikke i det samlede antal ressourcer”, fortæller Kim Lintrup.

”Skal der altså løses en opgave, der kræver otte mand, kommer der otte mand. De kommer bare ikke nødvendigvis fra samme station længere, men stadig indenfor den krævede tid. Stormfloden ’Bodil’ er et godt eksempel på dette. Stormen fremhæves som en hændelse, hvor beredskabet var voldsomt udfordret. Men den blev netop håndteret med de nødvendige ressourcer, samtidig med at der var ledig kapacitet til at håndtere akutte brande og redningsopgaver. Som med tvillingestormene i januar 2015 viser det netop, hvilken robusthed vores beredskab har. Vi tilfører også yderligere ressourcer til Det Supplerende Frivillige Beredskab, ligesom vi sikrer en øget tilgang af frivillige”, siger Kim Lintrup.

Nedlægger kun brandhaner, der ikke er i brug

Ifølge brandfolkene har kommunerne i beredskabet også til hensigt at nedlægge brandhaner. De seks kommuner har hver især udarbejdet en plan for vandforsyning til brandslukning. Af disse planer fremgår det, at hensigten er at nedlægge brandhaner med lav kapacitet (400 liter pr. minut og derunder) samt nedlægge brandhaner, som i forvejen ikke anvendes af beredskabet, eksempelvis grundet ringe vandydelse.

”Her er det også vigtigt at få med, at vi kun nedlægger brandhaner, vi ikke længere bruger. I samarbejde med vandforsyningsselskaberne vil vi fortsat etablere nye brandhaner på steder, hvor der kan sikres en tilstrækkelig vandforsyning, og hvor det samtidig giver mindst mulig gene for forbrugeren, når beredskabet anvender brandhanerne”, fortæller Kim Lintrup.

Annonce