
Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, der organiserer både de kommunalt og privatansatte deltidsbrandfolk, skifter nu navn til Deltidsansatte Brandfolks Faglige Organisation. Navneskiftet er led i en modernisering af organisationen, men skyldes også, at betegnelsen ”klub” har givet et misvisende billede.
I dag er omkring 90 pct. af landets deltidsbrandfolk medlemmer af Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk (LFDB). Organisationen blev stiftet i 1983 og har overenskomster med Kommunernes Landsforening og Falck / Dansk Erhverv.
Det nye navn for LFDB bliver altså Deltidsansatte Brandfolks Faglige Organisation, eller i daglig tale DBRAND. Om baggrunden for navneskiftet fortæller DBRAND, at det har været en udfordring, at samarbejdspartnere opfattede organisationen som en “klub”, der – som andre faglige klubber – hørte under en landsorganisation. Desuden vil man gerne benytte lejligheden til at modernisere organisationen.
I forbindelse med navneskiftet ændres titlen på DBRAND’s medlemsblad fra ”Landsklubben” til ”Brandfolk”.