Deloittes seneste beredskabsanalyse førte til et statsbrandvæsen

Konsulentfirmaet Deloitte er i øjeblikket i gang med en omfattende analyse af det danske redningsberedskab. Opgaven er at finde besparelser på mindst 50 mio. kr., men Finansministeriet har ikke oplyst, hvorfor netop Deloitte er blevet valgt til opgaven. Det menes dog, at Deloitte har anvendt en tilsvarende budgetanalyse fra Skotland som reference, og det skaber bekymring hos brandvæsenerne. Den skotske budgetanalyse har nemlig resulteret i, at de lokale brandvæsener nedlægges og erstattes af et statsbrandvæsen. Og i den danske budgetanalyse har Deloitte udtrykkeligt fået til opgave at kigge på en ændret opgavefordeling mellem stat og kommuner.

Den danske budgetanalyse skal danne grundlag for de forhandlinger om et beredskabsforlig, som skal gennemføres i løbet af efteråret. Af kommissoriet for analysen fremgår det, at der skal findes så store besparelser som muligt, og at de mindst skal udgøre 50 mio. kr. Blandt de mulige effektiviseringer nævnes rationaliseringer, omprioriteringer, omstruktureringer, ændret arbejdstilrettelæggelse, ændret dimensionering, ændrede løn- og personaleforhold, andre arbejdstidsregler, bortfald af opgaver samt en ændring af hele beredskabets struktur, f.eks. ved en ændret opgavefordeling mellem stat og kommuner.

Det ligger fast, at en besparelse på 50 mio. kr. – der svarer til 500.000 kr. pr. kommune – vil kræve væsentlige ændringer i beredskabet, og kommissoriets omtale af mulighederne for stordriftsfordele har i flere kommuner ført til frygt for, at analysen kan ende med, at staten overtage dele af beredskabet.

Konsulentfirmaet Deloitte er hyret til at foretage selve analysen, og angiveligt har Deloitte i forbindelse med udvælgelsen fremlagt flere effektiviseringsforslag, som er hentet fra en budgetanalyse i Skotland, hvor Deloitte havde en central rolle ved identifikationen af besparelsespotentialet i det skotske brandvæsen. Desuden stod Deloitte for kvalitetssikringen af alle de beregninger, der i januar blev fremlagt for politikerne i den såkaldte Police and Fire Reform Bill.

I Skotland har analysen ført til en reform af både politi og brandvæsen, som kaldes den største ændring af politiet og brandvæsenet i 200 år. Det centrale element er, at der etableres enhedsorganisationer for politiet og brandvæsenet, således at den nuværende struktur med lokale og regionale enheder opgives. Den nye organisation skal være klar i april 2013, og forventningen er, at der kan opnås en besparelse på 16 mia. kr. over en periode på 15 år.

I budgetanalysen har vurderingen været, at der på brandvæsenet kan hentes en besparelse på 4 mia. over 15 år ved at etablere et statsligt enhedsbrandsvæsen. Fratrukket etableringsomkostninger på 1 mia. kr. er nettobesparelsen på omkring 3 mia. kr.

Tidligere på året besluttede det skotske parlament – som er pålagt store besparelser af regeringen i London – derfor, at det skotske brandvæsen fremover skal drives i statsligt regi, men dog efter en model, hvor de lokale myndigheder skal godkende dimensioneringsplanerne for deres lokalområder.

I Danmark arbejder Deloitte stadig på analysen, hvor man de seneste uger har indsamlet særdeles detaljerede oplysninger om brandvæsenernes drift. Meningen er, at budgetanalysen skal forelægges for regeringens økonomiudvalg til efteråret.

Annonce