I forrige uge blev lederen af brandstation i Egtved anholdt, sigtet og varetægtsfængslet – mistænkt for en række påsatte brande. Efter det stærkt usædvanlige forløb har Falck iværksat et debriefingforløb for de lokale brandfolk, ligesom der nu er fokus på at få etableret ny ledelse på brandstationen, så der kan sikres en fortsat stabil drift.
Brandstationslederen for Falcks brandstation i Egtved sidder i øjeblikket varetægtsfængslet på baggrund af en sigtelse for forsætlig brandstiftelse i 11 tilfælde. Som led i politiets efterforskning blev der blandt andet gennemført en ransagning på brandstationen.
Falck oplyser til Vejle Amts Folkeblad, at redningskorpset i øjeblikket har fokus på at få etableret en lokal ledelse på brandstationen, så der kan sikres en fortsat stabil drift af beredskabet i og omkring Egtved. Desuden er der iværksat et debriefingforløb, og Falck oplyser, at man støtter medarbejderne med den hjælp, som de har brug for.
Brandvæsen har tilbudt at hjælpe med driften
”Fra min stol, synes jeg, Falck gør et rigtig stort arbejde for medarbejderne. Vi støtter op om Falck og Falcks ledelse i forhold til de tiltag, som de gør for at støtte deres medarbejdere i denne her svære proces”, siger Thomas Dietz, der er beredskabschef i Vejle Kommune, til Vejle Amts Folkeblad.
Beredskabschefen fortæller videre, at han over for Falck har tilkendegivet, at Vejle Brandvæsen vil hjælpe og understøtte driften af stationen, hvis der på nogen måde bliver behov for det.