Katastrofeforebyggelse er et demokratisk projekt, fordi intet samfund kan opretholde et fuldt professionaliseret beredskab til indsættelse ved katastrofer. Så der bør være fokus på at styrke beredskabets evne til at række mere ud til borgerne. Det er langt vigtigere end at etablere beskyttelsesrum, skriver Laurits Rauer Nielsen, der er lektor ved Katastrofe- og risikomanageruddannelsen, i dette debatindlæg.
Af Laurits Rauer Nielsen, lektor, Katastrofe- og risikomanageruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole
Beredskab er aktuelt for tiden. Krigen i Ukraine har givet en stor interesse for vores beskyttelsesrum rundtomkring i landets kommuner. Det er jo egentlig forståeligt nok, men måske skal vi løfte blikket fra de beskyttelsesrumseventyr, vi ser i flere medier, til en bredere debat om vores katastrofeberedskab.
Forsvarsministeren har annonceret, at det også skal med på bordet, når der skal forhandles om oprustning af forsvaret.
Forudsætningen for at diskutere katastrofeberedskab er, at der kan ske alverdens ting. Vi må vælge, hvilke ulykker vi forbereder os mest på. Hvis krisen ikke indtræffer, kunne vi have sparet os. Hvis den derimod indtræffer, vil vi sætte stor pris på hver eneste ting, vi har forberedt.
Men der er sket meget, siden man i sin tid byggede beskyttelsesrum i byerne. I den internationale forskning tales der nu om en deltagerudvikling i beredskabstænkningen. Borgerne skal deltage, borgerne skal kunne bidrage, og myndigheder og borgere skal skabe beredskab sammen.
Borgerinddragelse er et mål i sin egen ret
Katastrofeforebyggelse er et demokratisk projekt, fordi intet samfund kan opretholde et fuldt professionaliseret beredskab, der kan afhjælpe egentlige katastrofeforhold.
Det gør borgerinddragelse til et mål i sin egen ret.
I Danmark har vi gode forudsætninger for netop det. Vi har faste rammer for involvering af borgere på professionelle vilkår, og vi har en civil tradition i vores beredskab, som kun er på vej andre steder. For ja – vi har fuldtidsprofessionelle, hvis levebrød er at lave beredskab. Men vi har også tilkaldefolk, der får løn, når de møder, men egentlig lever af noget andet. Vi har værnepligtige, der laver beredskab i en kortere periode af deres liv. Og vi har frivillige, altså ulønnede professionelle medarbejdere, der løser opgaver i både førsteudrykninger og specialberedskaber.
Når vi skal gentænke vores beredskab i det næste forsvarsforlig, så håber jeg, at vi kommer til at styrke beredskabets evne til at række endnu mere ud til borgerne.
Borgernes indsats kan blive vigtigt element
I min forskning har jeg undersøgt, hvordan det er gjort i de seneste års klimahændelser.
Blandt andet stormfloderne i Jyllinge Nordmark ved Roskilde. Forskningen viser, at en meget høj grad af involvering kan lade sig gøre til gavn for den samlede beredskabsfaglige indsats. Det kan forebygge flere skader på mennesker, redde flere bygninger og mere materiel. I yderste konsekvens redde menneskeliv.
I Jyllinge Nordmark så vi, hvordan borgernes frivillige indsats spillede godt sammen med det professionelle beredskab – og det lykkedes myndighederne at gøre borgernes indsats til en målrettet del af den professionelle indsats.
Men det kræver nytænkning i beredskabet, hvor borgerinvolvering også skal kunne ske på borgernes vilkår og ikke alene på de professionelles vilkår, hvor frivillige som nævnt reelt er ulønnede professionelle i beredskabet.
Det kræver også, at vi udvikler den professionalisme, det er at kunne involvere borgerne – at skabe beredskab sammen med borgerne.
Herfra skal lyde en opfordring til, at det beredskabspolitiske momentum, vi ser for tiden, anvendes til kloge, langsigtede tiltag, der bygger et robust civilt beredskab med et stærkt brand. Det skal få borgerne med, både når det brænder på, og når det lange seje træk skal tages med at bygge beredskab ind i hverdagen.
Der er ulykker nok, der kan ramme os, både i det nye nationale risikobillede og i vores omverden, der viser sig at forandre sig hurtigere, end vi forestillede os. Med eller uden beskyttelsesrum.
