Debat: Fællestillidsrepræsentant er blevet urimeligt bortvist

Foto fra demonstrationen ved brandstationen i Odense.

Fællestillidsrepræsentanten hos Beredskab Fyn er blevet bortvist på et tyndt grundlag, og bortvisningen er urimelig. Derfor demonstrerede brandfolk fra Jylland, Fyn og Hovedstaden onsdag foran brandstationen i Odense. Det fortæller fællestillidsrepræsentanterne fra Hovedstadens Beredskab og Østjyllands Brandvæsen i dette debatindlæg.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til BeredskabsInfo. 

Af Andreas Keil, fællestillidsrepræsentant ved Hovedstadens Beredskab, og Søren Nitschke, fællestillidsrepræsentant ved Østjyllands Brandvæsen

Den 12. april 2023 demonstrerede brandfolk fra Jylland, Fyn og Hovedstaden foran Beredskab Fyns brandstation på Åsumvej i Odense.

Vi demonstrerede for at vise vores opbakning og støtte til den bortviste fællestillidsrepræsentant fra Beredskab Fyn, og for at værne mod det direkte angreb på det faglige system og den danske model, som vi oplever, at ledelsen ved Beredskab Fyns handling er.

Vi mener, at bortvisningen er fuldstændig urimelig, og foretaget på et tyndt grundlag.

Beredskabsdirektør Søren Ipsen udtaler, at det ikke er en ønsket situation, og at han er meget ærgerlig over, at de har måttet bortvise vedkommende. Men det er noget værre vrøvl, for de var ikke nødt til at bortvise en afholdt kollega, en dygtig brandmand igennem 17 år samt en stærk og loyal tillidsrepræsentant. Det er et fuldstændig bevidst valg, han som direktør har truffet, og hans tidligere udtalelse om, at medbestemmelse er nøglen til at skabe trivsel hos alle i organisationen, klinger hult.

Vi har tidligere sendt en skrivelse til alle politikerne i beredskabskommissionen for Beredskab Fyn, og demonstrationen var også en opfølgning på denne henvendelse.

Vi håber, at politikerne har læst vores skrivelse og tager den seriøst, for vi er meget bekymret for de aktuelle forhold ved Beredskab Fyn. Som øverste ansvarlige for Beredskab Fyn bør de interessere sig for denne sag, og få et fuldt samt detaljeret overblik over bortvisningen.

Beredskabsdirektør Søren Ipsen har været direktør for Beredskab Fyn i ca. to år, men i den periode har der været en række udfordrende sager mellem ledelsen og FOA, og vi oplever en umoden, primitiv og hård ledelsesstil, hvilket denne bortvisning i vores optik blot bekræfter.

Med denne bortvisning har han efter vores mening skabt en “nulfejlskultur”, og det er på ingen måde sundt eller konstruktivt, tværtimod.

Til Fyns.dk udtaler Søren Ipsen ligeledes, at fællestillidsrepræsentanten har snydt. Dette er en meget voldsom udtalelse i en sag, som ikke er afgjort, og det er en meget upassende og uprofessionel udtalelse for en direktør og embedsmand at komme med på dette tidspunkt i sagen.

Trivselsundersøgelser er vigtige

Ligeledes noterer vi os, at Søren Ipsen i samme artikel informerer om, at han ikke kan huske resultatet fra trivselsundersøgelsen, der blev foretaget i 2021, hvilket er meget bemærkelsesværdigt, men også foruroligende.

Trivselsundersøgelser er et vigtigt værktøj i at skabe og sikre en sund arbejdsplads.

Søren Ipsens udtalelser og svigtende hukommelse ift. trivsel bør øge de ansvarlige lokalpolitikeres interesse for Beredskab Fyn, og hvorledes det bliver styret.

Vi er meget taknemlige for, at vi i vores beredskaber, som er henholdsvis Hovedstadens Beredskab og Østjyllands Brandvæsen, oplever, at vores ledelser ønsker dialog, hvor vi respektere hinanden og samtidig gør os umage for at skabe fælles resultater.

Nu kører der en faglig sag i forbindelse med bortvisningen, og skulle FOA få medhold, mener vi, at beredskabskommissionen bør se på, om det skal have konsekvenser for ledelsen ved Beredskab Fyn.

Annonce