Debat: Brandfolk kan blive straffet forskelligt, hvis de hjælper tilskadekomne

Arkivfoto

Mange af landets brandfolk arbejder også som ambulancereddere, og det kan give en udfordring, hvis de i deres rolle som brandfolk hjælper tilskadekomne borgere. I modsætning til deres kollegaer bedømmes de nemlig efter patientklagesystemet for sundhedspersoner. Det bør der tages højde for i honoreringen, skriver Andreas Keil, der er fællestillidsrepræsentant i Hovedstadens Beredskab, i dette debatindlæg.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Klik her, hvis du ønsker at sende et debatindlæg til BeredskabsInfo. 

Af Andreas Keil, fællestillidsrepræsentant i Hovedstadens Beredskab

Rigtig mange af landets brandfolk har en ambulanceredderuddannelse – en uddannelse, som de ofte bruger, når de er på vagt. Det kan være ved et trafikuheld, hvor deres ambulanceuddannelse og erfaring har givet dem kompetencer til at vurdere en patients mulige skader ved at se på bilens tilstand sammenholdt med patientens symptomer. Det kan ligeledes være ved røgforgiftning eller borgere, som er psykisk påvirket af forskellige årsager.

Ambulanceuddannelsen er uden tvivl med til at styrke landets brandberedskab, men samtidig kan den også forskelsbehandle vores brandfolk i forbindelse med klager.

I et svar til mig den 13. marts 2024 svarer Styrelsen for Patientklager at de “har kompetence til at tage stilling til sundhedsfaglig virksomhed udøvet af autoriserede sundhedspersoner, som fremgår af autorisationsregistret”, og fortsætter:

”Derudover kan vi også tage stilling til sundhedsfaglig virksomhed udført af uautoriserede sundhedspersoner efter persongruppebekendtgørelsen (BEK nr. 1448 af 15. december 2010). I persongruppebekendtgørelsen står der bl.a. at vi kan tage stilling til ambulancebehandlere og ambulancereddere med særlig kompetence”.

Dette betyder på den ene side, at brandfolk kan blive straffet forskelligt for den samme indsats, men det er samtidig også en anerkendelse af ambulanceredderuddannelsen – og af de medarbejdere, der har taget denne uddannelse.

Burde have et kvalifikationstillæg

I dag honoreres uddannelsen med et funktionstillæg til ambulanceredderne, men det burde i min optik være et kvalifikationstillæg, og dette bør fagforeningerne have fokus på ved de fremtidige overenskomstforhandlinger.

KL har ligeledes anerkendt, at ambulanceredderuddannelsen bringer værdi til brandberedskabet, og derfor er det også muligt for deltidsbrandfolk at modtage et tillæg for tilegnede ambulancekompetencer. Denne mulighed for tillæg er ikke indskrevet i alle overenskomster for brandfolk, som KL er med i, men det burde være tilfældet.

Det kan ikke undgås, at brandfolk med en ambulanceuddannelse bruger denne i deres virke, og når beredskaberne ligeledes efterspørger ambulancekompetencer hos deres brandfolk, er det også kun naturligt samt rimeligt, at dette bliver honoreret med et tillæg.

Annonce