I forbindelse med forsvarsforliget 2018-23 vedtog parterne bag aftalen, at Beredskabsstyrelsen skal uddanne flere værnepligtige. I denne uge tjekkede de første af nye, større hold værnepligtige ind på Beredskabsstyrelsens beredskabscentre i Herning og Næstved. En typisk deling værnepligtige går i første omgang fra at være på 23-24 mænd og kvinder til 30.
Når projektet er fuldt implementeret, vil der blive indkaldt 545 værnepligtige til Beredskabsstyrelsen hvert år mod de nuværende 420, ligesom der vil være et antal ekstra befalingsmænd.
Med det øgede antal værnepligtige vil der være flere folk til rådighed, når Beredskabsstyrelsen indsættes ved store og mandskabskrævende indsatser.
”Vejrudsigten for fremtiden melder om flere storme, brande, oversvømmelser og andre klimarelaterede udfordringer. Det stiller krav til vores beredskab. Derfor styrker vi i disse år Beredskabsstyrelsen, så der er tilstrækkeligt med redningsspecialister, der kan rykke ud. Det er også derfor, at vi nu øger antallet af værnepligtige. Det gavner alle danskeres tryghed, at den operative del af Beredskabsstyrelsen bliver stærkere fremover”, siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Klar til udrykning efter fire måneder
Værnepligten i Beredskabsstyrelsen varer ni måneder og omfatter undervisning, træning, øvelser og indsættelse ved skarpe hændelser. Undervejs får man en fuld brandmandsuddannelse, lærer avanceret førstehjælp, avanceret redningstjeneste, at håndtere farlige kemiske stoffer og meget andet.
Efter de første fire ugers uddannelse er de værnepligtige med, når Beredskabsstyrelsen rykker ud med assistance til de kommunale brandvæsener, politi eller andre myndigheder ved særlige hændelser, større ulykker eller katastrofer.
Efter tre måneder er de værnepligtige uddannet til brandfolk. Og efter seks måneder er de uddannet til redningsspecialister og kan indsættes til komplicerede opgaver ved kemikalieuheld, sammenstyrtninger, personredning, oversvømmelser, fugleinfluenza m.v.
Efter de ni måneders værnepligt søger en del af redningsspecialisterne en videre karriere i Beredskabsstyrelsen, andre søger over i de kommunale brandvæsener, mens endnu andre søger optagelse ved politiet eller sundhedsberedskabet.