Befolkningens bekymring for at blive direkte påvirket af kriser, ulykker og katastrofer er vokset siden 2019. Størstedelen af befolkningen har dog også tillid til, at myndighederne vil hjælpe dem, hvis de bliver påvirket af en ulykke, krise eller katastrofe. Det viser en undersøgelse fra Beredskabsstyrelsen.
Hvor bekymret er befolkningen for at blive påvirket af de risici, som er de mest væsentlige for samfundet at forholde sig til? Stoler befolkningen på, at myndighederne yder bistand, når ulykken er ude? Og er der overensstemmelse mellem befolkningens og myndighedernes risikoopfattelse?
De og en række andre spørgsmål søger Beredskabsstyrelsen svar på med rapporten Danskernes Risikoopfattelse 2022. Styrelsen foretog senest en lignende undersøgelse i 2019.
Besvarelserne fra 2022 viser, at befolkningens bekymring for at blive direkte påvirket af en række forskellige typer kriser, ulykker og katastrofer er vokset siden 2019.
Dårligere vurdering af beredskabet
I forhold til 2019 vurderer flere, at Danmark har et beredskab til at håndtere cyberangreb, sikkerhedspolitiske kriser, udbrud af smitsomme sygdomme, terrorhandlinger og radioaktivt udslip. For flertallet af hændelsestyper er vurderingen af beredskabet dog faldet i forhold til 2019. På tværs af en række parametre har befolkningen imidlertid tillid til myndighederne i konteksten af kriser, ulykker og katastrofer. Kun cirka halvdelen af befolkningen mener dog, at myndighederne er gode nok til at give handlingsanvisninger i tilfælde af større ulykker eller kriser.
”Verden ser på mange måder grundlæggende anderledes ud i dag, end den gjorde for bare få år siden. Vi har været vidner til en global pandemi, og Ruslands invasion af Ukraine har betydet en markant forandring i den sikkerhedspolitiske situation. Det er nærliggende at antage, at sådanne forhold afspejler sig i folks bekymring”, siger Laila Reenberg, der er direktør i Beredskabsstyrelsen.
Læs Danskernes Risikoopfattelse 2022 her.