Siden 1990 er 130 danske brandfolk døde af kræft, mens 70 brandfolk enten er syge eller går til kontrol. Det viser den seneste status fra den undersøgelse, som brandfolkenes faglige organisationer gennemfører i øjeblikket. En arbejdsskadekonsulent betegner tallet som alarmerende højt, fordi brandfolk som faggruppe er relativt lille.
Den landsdækkende liste over brandfolk med kræft viser, at de fleste kræftramte brandfolk kommer fra Storkøbenhavn, men der er også brandfolk fra mange mindre byer på listen. “Det er rystende”, siger Kjeld Jensen, der er arbejdsskadekonsulent i 3F, til Avisen.dk. Han mener, at antallet af døde er alarmerende højt, fordi faggruppen er relativt lille.
De mange kræfttilfælde har fået en række arbejdsgivere – heriblandt Falck – og fagforeninger til at danne fælles front mod canceren. “Brandudvalget har drøftet gældende sikkerhedsprocedurer i forlængelse af debatten om cancer og brandfolk og finder det nødvendigt at indskærpe generelle sikkerhedsprocedurer for indsatser i røgmiljøer”, skriver Jørgen Mieritz, der er formand for brandudvalget i Falck, ifølge Avisen.dk i en instruks til de ansatte.
Samtidig minder Falck de ansatte om, at det er holdlederens ansvar at sikre, at “der i efterslukningsfasen – uanset om det er indendørs eller udendørs – arbejdes med anlagt åndedrætsbeskyttelse eller godkendt filtermaske, så længe der vurderes at være afdampning fra brandtomten / det brændende objekt”.