Danske Beredskaber: Inddragelse af alle relevante parter skaber bedre sikkerhed

Jarl Vagn Hansen

Når Danske Beredskaber ønsker, at beredskaberne skal overtage ansvaret for vurderingen af brandsikkerhed i nye og eksisterende bygninger, så er det ikke et angreb på den nye certificeringsordning på området. Det siger Danske Beredskabers formand, Jarl Vagn Hansen, som understreger, at inddragelse af alle relevante parter skaber bedst mulig brandsikkerhed i Danmark.

Spørgsmålet om, hvem der skal vurdere brandsikkerheden i nye og eksisterende bygninger, har udviklet sig til en strid, hvor organisationen Dansk Byggeri er gået til angreb på beredskabernes interesseorganisation, Danske Beredskaber.

Baggrunden er, at Danske Beredskaber ønsker, at det skal være beredskaberne, som skal foretage vurderingen af brandsikkerheden. Ifølge Dansk Byggeri er det imidlertid udtryk for, at Danske Beredskaber forsøger at generobre tabte markedsandele – og efter Dansk Byggeris mening bør det i stedet være certificerede brandrådgivere og certificerede statikrådgivere, som skal godkende byggerier.

Samspil mellem relevante fagligheder

Men hos Danske Beredskaber undrer formand Jarl Vagn Hansen sig over kritikken: ”Det er tydeligvis faldet Dansk Byggeri for brystet, at vi i beredskabet forsøger at argumentere for et samspil mellem alle relevante fagligheder, når det drejer sig om brandsikkerhed i Danmark”, siger Jarl Vagn Hansen – og fortsætter:

”Dansk Byggeri tolker vores tanker som et angreb på den vedtagne certificeringsordning på området. Men Dansk Byggeri glemmer tilsyneladende, at der også i forbindelse med en fremtidig certificeringsordning er vigtige myndighedsopgaver omkring brandsikkerhed. Det er f.eks. afgørelse om brandklasse, risikoklasse, anvendelseskategori mv., og afgørelse om byggeriet er indsatstaktisk traditionelt. Afgørelser, vi mener at have faglig relevant viden om. Hertil kommer de oplagte fordele ved at alle involverede parter taler sammen, opbygger viden og har en koordineret proces omkring brandsikkerhed. Viden, der ved en evt. efterfølgende indsats kan gøre væsentlig forskel for den, der udfører indsatsen, nemlig beredskabet”.

”Det er fortsat vores opfattelse, at inddragelse af alle relevante parter i hele processen skaber bedst mulig brandsikkerhed i Danmark”, siger Jarl Vagn Hansen.

Spørgsmålet skal behandles i Folketinget senere på året, efter at Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag, der støtter Danske Beredskabers ønske om, at myndighedsansvaret for brandsikkerhed i bygninger overdrages til de kommunale beredskaber.

Annonce