I forrige uge udbrød der brand i en turbine på gasproduktionsanlægget Melkøya, som ligger på en lille ø ud for Hammerfest i det nordlige Norge. Det danske skib Esvagt Aurora var i nærheden, og 10 minutter efter alarmen kunne skibets to vandkanoner med en kapacitet på 60.000 l. i minuttet aktiveres. Efter omkring fem timers indsats var branden slukket.
Melkøya-anlægget modtager og bearbejder naturgas fra Snøhvitfeltet og omdanner det til flydende naturgas (LNG). Mandag den 28. september 2020 udbrød der imidlertid brand i en turbine på gasproduktionsanlægget.
Esvagt Aurora var på det tidspunkt på vej ud af havnen i Hammerfest, og skibets besætning kunne straks reagere. ”Vi modtog nødkaldet kl. 16.35, og 10 minutter efter var vi i position og klar til at sende vand ind over anlægget”, fortæller skibsfører Rani Rasmussen.
Esvagt Aurora er udstyret med to avancerede og kraftfulde vandkanoner, kaldet FiFi-kanoner (FiFi = Fire Fighting). Vandkanonerne har en kapacitet på 2 x 60.000 l. i minuttet. FiFi-kanonerne er placeret i stævnen, og det gjorde det muligt at få Esvagt Aurora ret tæt på anlægget og sende vand ind over branden.
”Vi assisterede med FiFi-kanonerne i ca. 5 timer”, fortæller Chris Hansen, der er overstyrmand på skibet.
Kort før midnat kunne Equinor, som ejer anlægget, melde situationen under fuld kontrol og branden slukket, hvorefter Esvagt Aurora kunne sejle ud til sin faste plads ved Vår Energi’s Goliat-FPSO.