Beredskabsstyrelsen har ved fem afdelinger i landet i omegnen af 300 værnepligtige. De bor og har deres daglige gang på kasernerne, men har som udgangspunkt fri til at tage hjem om aftenen og i weekenden, medmindre de indgår i udrykningsvagten. Den frihed inddrages i den kommende tid på grund af corona-virus-situationen, således at de værnepligtige skal blive på kasernerne.
Det sker for at sikre, at Beredskabsstyrelsen kan opretholde et effektivt beredskab samt for at minimere risikoen for, at værnepligtige bliver smittede eller smitter andre med corona-virus.
”Det er normal praksis, at vi inddrager orlov af beredskabshensyn hvis der eksempelvis varsles om voldsomt vejr. Det usædvanlige i denne situation er, at inddragelsen er mere omfattende end normalt. Jeg tror dog, at både de værnepligtige, deres pårørende og borgerne generelt har forståelse for, at vi befinder os i en ekstraordinær situation netop nu”, siger Flemming Klokager, der er fungerende direktør i Beredskabsstyrelsen.
Der tages i løbet af næste uge stilling til, om tiltaget forlænges.