Corona-virus: Beredskabsstyrelsen støtter myndighedernes håndtering

Arbejdet med at håndtere corona-virus har højeste prioritet hos de danske myndigheder, og Beredskabsstyrelsen er ingen undtagelse. I de seneste dage og uger har styrelsen bidraget til arbejdet i den Nationale Operative Stab (NOST) og Det Centrale Operative Kommunikationsberedskab (DCOK). I stabene koordineres bl.a. myndighedernes indsats, ressourcer og kommunikation.

På Beredskabsstyrelsens operative centre i hele landet har man inddraget de værnepligtiges orlov i den kommende periode, fordi de indgår i udrykningsberedskabet, hvis der bliver behov for ekstraordinære indsatser. Styrelsen er også i tæt dialog med de kommunale redningsberedskaber for at videndele, planlægge og sikre opretholdelsen af det samlede danske redningsberedskabs robusthed.

”Det er en alvorlig situation, vi står i. Der bliver arbejdet på højtryk for at håndtere situationen. Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Hjemmeværnet og de kommunale redningsberedskaber har sendt alt personale, der kan undværes, hjem. Men de opretholder alle fuldt beredskab og er klar til at rykke ud, når behovet opstår. I denne tid er samarbejdet mellem myndighederne helt essentielt. Stor ros til alle der arbejder på højtryk for at sikre et beredskab, så danskerne kan være trygge”, siger forsvarsminister Trine Bramsen.

Stort antal opkald til hotline

Mens disse opgaver alle – i større eller mindre omfang – flugter med Beredskabsstyrelsen normale opgaver, er en anden opgave dog ny: Støtte til den myndighedsfælles hotline, hvor borgere kan ringe ind og få information om ny corona-virus.

Den myndighedsfælles hotline modtager efterhånden 11.000 opkald i døgnet – og det er hele tiden nødvendigt at tilføre nyt personale for at følge med. Siden den 26. februar 2020 har en lang række frivillige fra Beredskabsstyrelsen Hovedstaden og Beredskabsstyrelsen Sjælland været fast tilknyttet hotlinen, og der kommer nu endnu flere til fra hele landet. Derudover har Hjemmeværnet siden 6. marts 2020 bidraget med et stort antal frivillige, ligesom politiet og Røde Kors nu også stiller mandskab til rådighed. Senest er hotlinen, der ledes og koordineres af Rigspolitiet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og de involverede organisationer, udvidet til hele 570 mand og fordelt på fire separate lokationer.

Annonce