Bred politisk opbakning til afskaffelse af 5-minutters-kravet

Et bredt flertal i Folketinget bakker op om, at det nuværende krav om, at brandudrykninger skal afgå indenfor 5 minutter, bliver afskaffet. Samtidig ønsker politikerne dog, at det bliver undersøgt, om der skal indføre krav til førsteudrykningernes ankomsttid – responstiden – ud fra lokale vurderinger.

Det er løsgængeren Mike Villa Fonseca, som i februar fremsatte et beslutningsforslag i Folketinget, hvor han ønskede, at det nuværende krav om en afgangstid på 5 minutter blev erstattet af nye krav til responstiderne.

Under behandlingen af beslutningsforslaget tilkendegav forsvarsministeren sin støtte til at ophæve 5-minutters-kravet. Nu har beslutningsforslaget endvidere været behandlet i Folketingets Forsvarsudvalg, og her var der opbakning fra Socialdemokratiet, Venstre, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Moderaterne, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet. Kun Konservative var ikke med på ideen.

”Et flertal i udvalget støtter grundtanken i beslutningsforslaget om, at det er vigtigere for borgerne, hvornår redningsberedskabet ankommer til et skadested, end hvornår redningsberedskabet afgår fra redningsstationen. Ligeledes anerkender flertallet i udvalget udfordringerne med den nuværende regulering, hvor det ikke er muligt for de kommunale redningsberedskaber at overholde afgangstidskravet i alle tilfælde. Det er bl.a. tilfældet i de tyndtbefolkede områder, hvor der kan være rekrutteringsudfordringer, og hvor det dermed kan være svært at overholde afgangstiderne på grund af forskellige faktorer”, skriver udvalget – og fortsætter:

”En frisættelse af kommunerne på området vil styrke beredskabernes muligheder for at rekruttere og skabe bedre arbejdsvilkår for de ansatte”.

Udvalg vil have status i august

Flertallet i udvalget opfordrer forsvarsministeren til i samarbejde med Beredskabsstyrelsen at undersøge mulighederne for at afskaffe afgangstidskravet, når den nuværende dimensioneringsbekendtgørelse for det kommunale redningsberedskab skal opdateres, med fokus på at førsteudrykningen skal afgå hurtigst muligt efter redningsberedskabets modtagelse af en alarm fra alarmcentralen.

”Samtidig opfordrer flertallet i udvalget forsvarsministeren til at undersøge, om der skal indføres krav om, at kommunalbestyrelserne som led i fastlæggelse af serviceniveauet for redningsberedskabet skal indføre krav til første udryknings responstider ud fra lokale vurderinger”, skriver udvalget, som også opfordrer forsvarsministeren til inden udgangen af august 2024 at orientere Forsvarsudvalget og forslagsstilleren bag beslutningsforslaget om det arbejde med at vurdere afgangstidskravet, som ministeren oplyste at have bedt Forsvarsministeriet og Beredskabsstyrelsen om at foretage.

Annonce