Brandvæsens tilbud på serviceopgaver var for lavt

Roskilde Brandvæsens tilbud på tre serviceopgaver for Roskilde Kommune var for lave. Det viser nye tal fra Roskilde Kommune, hvor det fremgår, at de tre serviceopgaver – som brandvæsenet overtog på baggrund af et kontrolbud – alle har givet underskud. I alt var der i 2014 tale om et underskud på 3 mio. kr.

Efter udbudsrunder har Roskilde Brandvæsen overtaget tre serviceopgaver for Roskilde Kommune. Det drejer sig om ældre- og træningskørsel, skolekørsel samt kørsel for kommunens materielgård. Ved de forskellige udbud var Roskilde Brandvæsen i konkurrence med private leverandører – og vandt på en lavere pris.

Regnskaber for de tre serviceopgaver viser imidlertid, at Roskilde Brandvæsen bød ind med en for lav pris. Kommunens egne kontrolbud er underlagt særlige regler, som skal sikre, at tilbuddene er sammenlignelige med tilbud fra private leverandører. Det indebærer blandt andet, at der både skal medregnes direkte omkostninger til f.eks. løn og køretøjer samt indirekte omkostninger til f.eks. en forholdsmæssig andel af husleje og administration.

Balance på de direkte udgifter

Når Roskilde Brandvæsens udgifter opgøres efter reglerne, viser regnskaberne, at Roskilde Brandvæsen i 2014 ikke har kunnet løse opgaverne inden for de tilbudte kontraktsummer. Ældre- og træningskørsel Har således givet et underskud på 1,5 mio. kr., skolekørsel har givet et underskud på 1,4 mio. kr. og kørsel for materielgården har givet et tab på 0,1 mio. kr.

Hvis man alene ser på de direkte udgifter til de tre serviceopgaver – f.eks. løn, andre personaleudgifter, diesel, leasing af busser mv. – er der nogenlunde balance mellem udgifter og indtægter. At Roskilde Kommune har hjemtaget disse ordninger har derfor ikke medført en egentlig merudgift for kommunen, da de indirekte omkostninger – f.eks. andel af fast personale, afskrivninger på faste bygninger mv. – alligevel havde været der. Men underskuddet på det såkaldte omkostningsbaserede regnskab viser, at det ikke er lykkedes for brandvæsenet at udføre opgaven i overensstemmelse med de forudsætninger, der indgik i brandvæsenets kontrolbud.

Brandvæsen har tabt opgaverne efter nyt udbud

Ældre- og træningskørslen samt skolekørslen har siden da været i udbud, der blev vundet af en ekstern leverandør. Kontrakten med den nye leverandør starter den 1. august 2015. Brandvæsenets kontrakt på kørsel for materielgården udløber den 30. april 2016.

Perioden, hvor brandvæsenet har varetaget de tre serviceopgaver, er ifølge Roskilde Kommune brugt til at samle bedre og mere detaljeret viden om ordningen. Denne viden har resulteret i et mere præcist udbudsmateriale – og har dermed været medvirkende til, at der ved det seneste udbud er opnået bedre priser på serviceopgaverne.

Annonce