Brandvæsens leasingaftaler giver politisk uro

Brand og Redning Djurslands indgåelse af leasingaftaler på to nye brandkøretøjer har resulteret i en kraftig kritik fra byrådet i Syddjurs Kommune. Flere byrådsmedlemmer mente således, at det materiale om leasingaftalerne, som de i sidste måned fik forelagt, var fejlbehæftet. Derfor blev sagen sendt tilbage til den kommunale administration, men det reviderede materiale, som politikerne fik forelagt i sidste uge, indeholdt angiveligt også flere fejl.

Det fælleskommunale Brand og Redning Djursland drives af kommunerne Norddjurs og Syddjurs, og brandvæsenet skal have en ny autosprøjte og tankvogn. Begge køretøjer skal leases, og mens leasingaftalerne blev godkendt uden problemer i Norddjurs Kommune, så gik processen helt galt i Syddjurs Kommune.

Århus Stiftstidende skriver, at en række fejl i materialet on leasingaftalerne i august fik byrådet til at sende materialet retur til kommunens økonomiudvalg. Det skete med et krav om, at byrådet fik leveret et fejlfrit materiale. Men sådan gik det tilsyneladende ikke, for ved sidste uges byrådsmøde var der atter hård kritik. Byrådsmedlem Per Dalgaard (DF) påpegede således en række fejl, bl.a. at der i materialet var angivet to forskellige satser for morarenter og at den ene sats var i strid med lovgivningen, ligesom fordelingen af leasingsummen mellem de to kommuner var forkert.

”Det er ikke tilfredsstillende, når der fortsat optræder fejl. Hvorfor skal vi præsenteres for noget, der er forkert? Vi må da have en forventning til, at fejlene er blevet rettet. Især når vi har haft sagen før”, sagde byrådsmedlem Carsten Bech (R) på byrådsmødet.

Under byrådets behandling af sagen kunne ingen svare på byrådsmedlemmernes kritiske spørgsmål, men hensyn til at sikre, at de allerede forsinkede køretøjer hurtigst muligt kan leveres til brandvæsenet, fik borgmester Kirstine Bille (SF) til at foreslå, at leasingaftalerne blev godkendt, men med det forbehold, at fejlene skulle rettes efterfølgende. Det forslag blev vedtaget.

Annonce