Brandvæsenets administrative medarbejder blev den første kvindelige brandmand

Odsherred Brandvæsen har netop fået sin første kvindelige brandmand, der imidlertid har arbejdet i brandvæsenet siden 2007 – men i de første fem år kun som administrativ medarbejder. Ved siden af opgaverne med økonomi- og personalestyring fungerer den 33-årige Birgitte Kryger nu som deltidsbrandmand i dagtimerne. ”Jeg kender jo til omgangstonen blandt brandmændene, og den chokerer mig ikke, så jeg glæder mig til at blive en del af fællesskabet og få noget erfaring og rutine”, fortæller hun.

Odsherred Brandvæsens viceberedskabschef, Paw Pedersen, havde ved flere lejligheder opfordret brandvæsenets to administrative medarbejdere til at blive brandmænd – halvt i spøg og halvt i alvor. Sidste år stoppede to af brandfolkene på stationen i Nykøbing imidlertid, og da stillingerne ikke var blevet genbesat, sprang Birgitte Kryger til, da hun i slutningen af 2011 fik opfordringen igen.

”De stod jo og manglede en brandmand, og jeg kan godt lide, at der skal ske noget, så jeg tog på to ugers kursus på brandskolen i Helsingør”, fortæller Birgitte Kryger, som i begyndelsen af februar 2012 kunne kalde sig brandmand. Hun har nu sin egen hjelm, uniform og navneskilt side om side med alle mændenes på knagerækken i garagen på Vangen 1 i Nykøbing – og er en af de brandmænd, der er tættest på, når der er udrykning.

Indtil videre har hun kun været på en enkelt udrykning, og da Birgitte Kryger bor i Vig, kan hun kun rykke med ud i dagtimerne, når hun er på arbejde.

”Min familie skal lige vænne sig til tanken om, at jeg nu er blevet brandmand, men jeg forventer ingen særbehandling, og det fik jeg heller ikke på kurset, hvor jeg også har snust til røgdykning med tungt apparatur. Rigtig røgdykker bliver jeg først, når jeg om et år i 2013 har taget funktionsuddannelsen på fire uger”, siger Birgitte Kryger.

Birgitte Kryger blev ansat i brandvæsenets administration i forbindelse med kommunesammenlægningen i 2007.

Annonce