Efter sommerferien flytter det kommunale brandvæsen i Slagelse ind på byens Falck-station. Den nuværende brandstation er ikke længere tidssvarende, og derfor vil Slagelse Kommune fremover leje lokaler på Falck-stationen. Her får brandvæsenet både garager, der passer til moderne slukningskøretøjer, og langt bedre faciliteter for personalet.
Brandvæsenet i Slagelse er med tidens løb vokset fra de nuværende lokaler i Rytterstaldstræde, som ikke længere er tidssvarende. På grund af byudviklingen er brandstationen desuden blevet indeklemt, og det giver udfordringer for brandfolkene, når de skal nå frem inden for tidskravet. Samtidig er brandstationen udfordret pladsmæssigt, hvor der bl.a. ikke er den fornødne bredde og højde til moderne slukningskøretøjer.
Giver mulighed for kvindelige brandfolk
”Vi er simpelthen vokset ud af de nuværende lokaler, som er blevet for små, og ikke længere matcher nutidens behov. Vores kommende lokaler på Falck-stationen vil give os nogle mere tidssvarende betingelser, bedre garageforhold til moderne køretøjer og langt bedre faciliteter for personalet, herunder bl.a. omklædnings- og badefaciliteter til begge køn. I dag har vi ingen badefaciliteter til kvinder, så vi håber også på sigt at kunne trække flere kvindelige brandfolk, når vi også får faciliteterne til det”, fortæller konstitueret beredskabschef Michael Djervad.
”Det er naturligvis vigtigt, at vores brandfolk har de optimale forhold til at kunne udføre deres arbejde, ligesom de fysiske rammer for vores redningskøretøjer også skal være i orden. Derfor ser vi frem til, at Slagelse Brand og Redning rykker ind i mere optimale rammer, som også vil give nye kørselsmuligheder, når der f.eks. bliver nemmere adgang til motorvejen”, siger borgmester John Dyrby Paulsen (A).
Falck håber på synergier
Brandfolkene kommer til at dele lokaler med Falck, når de rykker ind på Falck-stationen på Antvorskov Allé 135, og hos Falck ser man også frem til, at brandfolkene skifter lokaler.
”Vi er rigtig glade for at kunne udvide vores samarbejde med Slagelse Kommune, og vi glæder os til at byde både brandfolkene og ledelsen velkommen. Vi er jo vant til at arbejde sammen i det daglige, når vi begge er ude til forskellige hændelser, og vi håber derfor også at kunne udnytte de forskellige synergier i samarbejdet endnu mere, når vi fremover bor sammen”, siger vicebrandchef Henning Schreiber Rasmussen fra Falck.
Det er endnu ikke besluttet, hvad der skal ske med den nuværende brandstation, når brandfolkene er flyttet ud.